The Long Walk

Man kan efterhånden ikke tænde for det gamle flow-tv uden at blive bombarderet med reality-konkurrencer og gameshows, det ene mere omstændigt og overstimulerende end det andet.

Attraktionen er det ”normale” menneske i unormale omstændigheder, og det gælder om at ”spille spillet”, og hvad det ellers kaldes, for at stå tilbage som vinderen med hæder og håneret.

I The Long Walk er det den totalitære stat, der står for underholdningen, og den er både simpel og brutal. Filmen er baseret på den første bog, som fiktionsmastodonten Stephen King skrev og senere udgav under pseudonym.

Romanen foregår i et USA, som har gennemgået endnu en borgerkrig og nu ledes af et militærdiktatur. Her udvælges en gruppe unge mænd hvert år til en elimineringskonkurrence, hvor de sættes til at gå lige ud ad en landevej, og den sidste gående er vinderen.

De går med armbånd, der måler deres hastighed, og undervejs må de ikke komme under fem km/t i for lang tid. Hvis de får for mange advarsler, bliver de skudt på stedet. Vinderen belønnes med en stor sum penge og får et ønske opfyldt.

Det hele filmes og sendes ud til den forarmede nation, man kun ser i små glimt fra hovedvejen. Omgivelserne præsenteres med en forfalden patina af det 20. århundredes americana – som et spøgelsesagtigt ekko af fordums storhed.

Over hele affæren våger den solbrilleklædte Major, spillet af Mark Hamill, som lirer de militaristiske replikker af med sandpapirstemme. Han forklarer, hvordan konkurrencen skal bruges til at højne den nationale arbejdsmoral, så USA atter kan blive verdens førende land.

Det minder i passager uhyggeligt meget om noget, man har hørt et andet sted.

Kings oprindelige koncept er fængende, og man kunne dårligt forestille sig et mere relevant tidspunkt at filmatisere den. Som med de fleste postapokalyptiske fortællinger indeholder den også en slet skjult kritik af det senkapitalistiske samfunds iboende brutalitet, som understreges af konkurrencens absurde udformning.

Egentlig har denne ”brød og cirkus”-genre været på fremmarch i et godt stykke tid – tænk blot på publikumssucceser som The Hunger Games og Squid Game. Det er dog svært at sige, om populariteten primært skal tilskrives tidsånden eller overlevelseshistoriens universelle tiltrækningskraft.

Konkurrencen i The Long Walk er så simpel, at filmen undervejs også antager en mere allegorisk og eksistentiel kvalitet. Livet som en vej er nok en fortærsket metafor, men her ophører de unge mænds liv bogstaveligt talt på vejen.

Elimineringerne vises på udpenslet vis, og efterhånden som kilometerne akkumulerer sig, og flere fødder giver op, bliver dramaet langsomt mere intenst og gribende. Og spændingen holdes hele tiden oppe af tanken om, at der kun er én karakter, der kan overleve.

Med det enkle setup kunne filmen nemt blive monoton, men heldigvis sørger kvaliteten af skuespillet for, at interessen fastholdes.

Især Cooper Hoffman (søn af Philip Seymour) og David Jonsson spiller overbevisende i hovedrollerne som de to unge mænd, der over de udmagrende dage knytter et tæt broderskab – meget lig dem, der dannes i krigssituationer.

Forholdet spiller ind i det gennemgående tema om sammenhold og medmenneskelighed i trods mod systemets tvang.

Filmen snubler desværre ved målstregen. Den afsluttende scene bryder med den sidste overlevendes etablerede etos og kommer – ironisk nok – til at understøtte regimets egen voldsideologi.

Selv om slutbilledet umiddelbart signalerer åbenhed, er det svært ikke at opleve det som definitivt. Alt synes lukket, idet rulleteksterne begynder. Det er ærgerligt, men heldigvis er filmens øvrige kvaliteter så markante, at helhedsindtrykket stadig står stærkt.