Alle vil se den trojanske giraf

Hvem skulle have troet, at noget så støvet som Homers Odyseen kunne blive en torn i øjet på så mange mennesker?

En ny film baseret på det 2800 år gamle digt om Odysseus’ DSB-agtigt bøvlede hjemtur efter Trojakrigen kunne nemt være røget direkte ud som undervisningsmateriale i Oldtidskundskab på Gymnasierne.

I stedet har internettets hidsigpropper og et farverigt persongalleri fra Elon Musk til forfatteren bag den brugte oversættelse set sig gale på Nolans film. Samtidig høster den flotte anmeldelser og skovler billetter ind.

I Danmark runder The Odyssey i disse dage 250.00 billetter.

Christopher Nolan har siden Inception i 2010 været Hollywoods sikreste kvalitetsinstruktør. Altid triumferer han ved billetlugen og prisuddelingerne – senest en Oscar for bedste film til Oppenheimer – selv om han samtidig hyppigt kritiseres for firkantede replikker og overfladiske personskildringer.

Men med The Odyssey har kritikken været anderledes. Frem for det filmiske har den mest handlet om politik og historie, på trods af at filmen på papiret slet ikke beskæftiger sig med virkelig historie eller politik.

Miskmask
Det startede allerede med de første trailers. Det vakte irritation i kommentarsporene, at Matt Damons Odysseus og resten af castet taler et relativt moderne engelsk. For eksempel bruges ordet ”daddy”.

Hvis historien i Odyseen – inklusive kykloper og hekse – var sand og fandt sted i bronzealderens Grækenland, ville Odysseus nok tale oldgræsk. Men mange finder det mest autentisk, at han i filmen skulle tale et gammeldags engelsk.

Nolans film er baseret på en ny engelsk oversættelse af digtet fra 2017 af amerikanske Emily Wilson. I den forbindelse argumenterede hun selv for, at nutidigt engelsk er mere sandfærdigt, da et påtaget gammelt engelsk giver et forkert indtryk af at være tættere på det originale sprog.

Men det betyder ikke, at Emily Wilson er glad for Nolans film.

I sin anmeldelse af The Odyssey i magasinet The London Review erkender hun, at filmen positivt skaber opmærksomhed om Homers værk. Men ellers sabler hun filmen ned og skriver, at hun ville skamme sig over at have skrevet nogen del af manuskriptet.

Emily Wilson mener blandt andet, at filmens version af tidens kostumer, arkitektur og skibe er et ”miskmask”. Den kritik står hun ikke alene med.

Kulturkrigen
Allerede i forbindelse med traileren i december 2025 udgav youtuberen demonflyingfox en alternativ version af traileren. Her er rustninger og skibe lavet om med AI, så filmen i højere grad ser ud, som om den foregår i bronzealderens Grækenland.

Videoen er set knap 600.000 gange.

Den endelige film kan nemt tolkes som et forsøg på at vise krigens rædsler og konsekvenserne af manglende medmenneskelighed. Men Emily Wilson når i sin anmeldelse frem til, at The Odyssey er helt uden ”psykologisk, emotionel, politisk eller etisk dybde”.

Det sidste er ironisk, fordi filmen netop har udløst politisk vrede og er blevet en brik i den amerikanske kulturkrig, hvor den er blevet mødt med raseri fra højrefløjen.

Kujonagtig casting
Det er især castingen, der har bragt de højreorienterede sind i kog. Selv om de fleste skuespillere er hvide, spilles enkelte karakterer af ikke-hvide skuespillere.

En af verdens rigeste mænd og tidligere bongkammerat med Donald Trump, Elon Musk, blev specifikt fortørnet over, at mexicansk-kenyanske Lupita Nyong’o spiller dobbeltrollen som Helena af Troja og hendes søster Clytemnestra.

Helena beskrives som verdens smukkeste kvinde, men på sit eget medie X erklærede Musk sig enig i den konservative kommentator Matt Walshs vurdering af, at ingen på planeten ville betragte Nyong’o som den smukkeste i verden.

Ifølge d’herrer har Nolan ”kujonagtigt” castet hende for at undgå beskyldninger om racisme og for at vinde priser.

Elon Musk delte også et opslag, der hånede castingen af Elliot Page som soldaten Sinon ved at gøre grin med den transkønnede skuespillers maskulinitet. Senere erklærede Musk, at han ville skabe en ny, ”historisk korrekt” filmatisering af Odysseen ved hjælp af AI-chatbotten Grok.

For at det ikke skal være løgn er The Odyssey også blevet kritiseret for at mangle grækere i castet.

”Hvis din film skal repræsentere verden, ville det så ikke være oplagt at give en plads ved det store, vidunderligt multikulturelle bord til det folk, som er mest autentisk forbundet til kilden?” spørger den græsk-britiske journalist Chris Cotonou i avisen The Guardian.

Spektakelmaskine
Når The Odyssey rammes af så meget kritik fra særligt højrefløjen, skyldes det ifølge forfatteren bag bogen The Nolan Variation, Tom Shone, i en vis grad, at Nolan tidligere har stået diffust politisk.

I det polariserede USA vælger mange instruktører at bekende tydeligt demokratisk kulør, men Nolans film har formået at hitte på begge fløje. Så nu føler højrefløjens Nolan-fans sig forrådt af den ”woke”, raceneutrale casting, siger Tom Shone til britiske BBC.

Nogle kritikere beskylder endda Christopher Nolan og resten af holdet bag filmen for at provokere bevidst. Såkaldt ragebait, hvor man lokker kritikere til tasterne for at skabe opmærksomhed om filmen.

Hvis det er sandt, virker strategien glimrende.

På verdensplan har The Odyssey solgt 652 millioner dollars svarende til 4,2 milliarder kroner på bare to uger. Den eneste seriøse konkurrent til titlen som sommerens helt store blockbuster er denne uges premierefilm Spider-Man: Brand New Day, hvor tre af de samme skuespillere pudsigt nok går igen.

I Politiken undrede Kim Skotte sig forleden over, hvorfor ingen tør udfordre Nolan i juliperioden, der helt usædvanligt er nærmest uden andre premierefilm. Hvor de fleste har opgivet de store kunstneriske sommersatsninger, hænger Nolan i og laver eventfilm, der gang på gang dominerer sommerferiens filmsamtaler.

Epikken må være nøglen til succesen. Mindre film kan drukne i kritik, men den bliver kun brændsel til Christopher Nolans spektakelmaskine. Når så mange har en holdning, bliver man simpelthen nødt til at købe billet og se den trojanske giraf.