The Hunger Games: Catching Fire

The Hunger Games blev spået til at fylde det gabende hul efter filmserier som Harry Potter og Twilight.

Man må sige, at mission lykkedes. Den første film – baseret på en succesrig bogtrilogi – har indtjent knap 700 millioner dollars på verdensplan. Til sammenligning indtjente den første Twilight-film knap 400 millioner dollars.

Harry Potter fristede især de mindre børn med troldmandsdrømme og nuttede fantasivæsner, mens Twilight fik teenagetøser med hang til blodfattig romantik til at dåne. The Hunger Games appellerer endnubredere med sit dystopiske univers, sit slægtskab med både den japanske kultklassiker Battle Royale, hvor skolebørn dræber hinanden, og Matrix-trilogien, hvis kuede befolkning også gør oprør mod deres diktatorer.

Selv om heltinden ikke er en genfødt frelser, bliver hun ufrivilligt selve symbolet på oprøret i film nummer to, The Hunger Games: Catching Fire.

I et post-apokalyptisk USA holder metropolen Capitol tolv fattige distrikter i et fast jerngreb. Som straf for at have gjort oprør mange år forinden skal hvert distrikt én gang om året sende ”tributes” – en dreng og en pige – til The Hunger Games: et sygt reality-show, hvor kun ét barn overlever.

Sådan mødte man sidste år den snarrådige skytte-pige Katniss Everdeen.

Hun spilles fornemt af Hollywoods måske mest funklende stjerneskud, Jennifer Lawrence – hende, der ved sidste års Oscar-uddeling vandt for bedste kvindelige hovedrolle i Silver Linings Playbook og snublede ind i alles hjerter med sin ukunstlede personlighed.

I slutningen af den forrige film overlevede både Katniss og hendes distriktsfælle Peeta Mellark, fordi de var unge, forelskede og hellere ville gå i døden sammen end slå ihjel. Lige noget for det sensationshungrende publikum til The Hunger Games.

Blot var forelskelsen fra Katniss’ side rent skuespil. I virkeligheden elsker hun en anden, og det gør livet vanskeligt for den unge pige i starten af den nye film.

Sammen med sin officielle kæreste Peeta skal hun rejse rundt til de forskellige distrikter og kondolere for tabet af deres ”tributes”. Parret skal også skilte med deres kærlighed udadtil, da den er som opium for folket. Og det huer naturligvis ikke den jaloux loverboy derhjemme.

Katniss kæmper for at slippe for vinderpligterne, men Præsident Snow (en veloplagt usympatisk Donald Sutherland) får sat en effektiv skrue på hende. Så hun smiler og vinker, selv om folk omkring hende bliver ført bort og skudt. Lawrence viser med følsom mimik hendes indre kamp. Selv et hjerteligt smil til ære for de undertrykte masser leveres med flakkende øjne.

Men i distrikterne er der så småt uro og anarki i luften, ansporet af Katniss’ succes med at vinde over Hunger Games. Hendes effekt på oprørerne er så stærk, at præsidenten vil have hende skaffet af vejen, og sammen med den nye spilmester (Philip Seymour Hoffman) laver han belejligt nye Hunger Games-regler, så det i anledning af 75 års-jubilæet er alle de gamle Hunger Game-vindere, der skal kæmpe mod hinanden.

Igen skal Katniss kæmpe for sit liv, og her mister filmen pusten. På trods af dødsspillets nye trusler i form af giftig tåge og aggressive aber er der ikke meget nyt at komme efter. Nok udvikler følelserne mellem Katniss og Peeta sig sig i en retning, så der lægges op til et gevaldigt teen-romantisk trekantsdrama i næste filmkapitel.

Men der mangler en radikal tilføjelse til historien, der væver på samme ingredienser som første film. Og man savner at se mere til rebellernes oprør, der altså gemmes til næste filmomgang.

Dette mellemspil synes med andre ord mest at være en appetitvækker, krydret med klasseskuespillere som Seymour Hoffman, Stanley Tucci, Jena Malone og Elisabeth Banks.

Den sidste bog bliver bidt over i to dele, og The Hunger Games: Mockingjay – Part 1 & 2 får premiere i henholdsvis 2014 og 2015. Det skal nok blive en højspændt finale.