Serieanmeldelse
03. juli 2026
Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness

I hvert afsnit havner Larry David midt i en historisk begivenhed, hvor selv den mindste fortrædelighed vokser til en endeløs pingpong-diskussion.

Foto | John Johnson

Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness

Mens Donald Trump markerer USA’s 250-årsjubilæum med blodige kampe foran Det Hvide Hus, punkterer den kronisk knarvorne Larry David nationens myter med befriende humor.

Af Anders Vedby Jørgensen

Med sitcom-succeserne Seinfeld og Curb Your Enthusiasm på cv’et er Larry David en af nyere tids mest markante, amerikanske komikere. Ikke mindst takket være hans stædige insisteren på at være uforanderligt sig selv.

Hans komik har altid kredset om de helt små fortrædeligheder, neuroser og idiosynkrasier.

Handlingen tager ofte afsæt i en bestemt observation om opførsel, sociale normer eller hjemmestrikkede principper, hvor det kværulerende menneske støder sammen med omverdenen og bestandigt nægter at bøje af for presset.

Med afslutningen på den langlivede Curb Your Enthusiasm i 2024 opstod der et vemodigt tomrum fra pinlighederne og skænderierne. Men nu er David tilbage med sketchshowet Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness, hvor USA’s historie vendes under hans skæve lup.

Serien ankommer op til landets 250-årsfejring og udspiller sig som en humoristisk hyldest til nationens mange triumfer og katastrofer.

I hvert afsnit optræder David, en samling kendte ansigter og gengangere fra hans tidligere projekter i et bundt sketches, der tager afsæt i en historisk begivenhed og så ellers udviklers sig efter davidske forskrifter.

Wright-brødrene skændes om, hvem der skal have midtersædet under verdens første flyvetur. De opdagelsesrejsende Lewis og Clark forsøger at forsikre konerne om, at deres ekspedition ikke bare er en undskyldning for en herretur. Første udkast til uafhængighedserklæringen fremlægges som én lang liste af klagepunkter.

Der er pelshuer og pudderparykker for alle pengene, og de anakronistiske drejninger står i kø.

Ligesom i Curb Your Enthusiasm er sketchenes handling groft skitseret, mens dialogen virker ret improviseret. Flere af jokesene er også direkte repriser fra forgængeren, og humoren vil uden tvivl ramme renest hos dem, der allerede er fans af Davids knarvorne univers.

Til tider bliver den løse tilgang en kende forudsigelig, da setuppet ofte er det samme: et lille irritationsmoment, der udløser en lang pingpong-diskussion mellem David og en modstander. Og nogle gange bliver pointerne udtjente, inden sketchen er slut.

Der er dog flere guldkorn undervejs, og det bliver aldrig trættende at se den skaldede mand tumle rundt og blive afsløret som den virkelige årsag bag alskens historiske ulykker.

Serien er produceret af blandt andre Barack og Michelle Obama, og den tidligere præsident medvirker endda også, selv om jeg vil afstå fra at afsløre omfanget af hans optræden.

Med de navne bag er det svært ikke at se den som et politisk indspark i det dybt splittede land. Der bliver heller ikke lagt fingre imellem, hvad angår det politiske ståsted, og undervejs fyres der nogle gevaldige bredsider af mod den nuværende administration.

Men i en tid, hvor eroderingen af stormagtens demokratiske værdier synes at accelerere, virker det i den grad på sin plads. Og hvilket sted er bedre at finde afsæt til sin kritik end i nationens fælles historie?

Mens Donald Trump markerer jubilæet ved at lade folk tæske hinanden til blods under Ultimate Fighting Championship-kampe foran Det Hvide Hus, vælger Larry David og co. at bringe underholdende oplysning om de personer, idéer og konflikter, der har formet det første moderne demokrati.

For ofte læres historien bedst gennem humoren. Flere generationer har fået oldtiden ind med Asterix, og den engelske historie har sjældent været så levende som i selskab med Den sorte snog.

I den uhøjtidelige, kontrafaktiske leg ligger den ægte kærlighed til fortiden, og den bliver kun mere relevant, efterhånden som vi bevæger os længere ind i den postfaktuelle jungle, hvor AI og polarisering skygger for horisonten.

Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness er hverken nyskabende eller lige så skarp som komikerens tidligere succeser. Men den giver et godt grin og en tiltrængt påmindelse om, at der i turbulente tider ikke er noget mere alvorligt end humor.

Titel:
Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness

Land:
USA

År:
2026

Instruktør:
Jeff Schaffer

Manuskript:
Larry David, Jeff Schaffer

Medvirkende:
Larry David, Bill Hader, Kathryn Hahn, Jon Hamm, Sean Hayes, Jerry Seinfeld, Chris Parnell

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
26. juni på HBO Max

Relevante artikler

Portræt
05. okt. 2017
Kongen af ingenting

Larry David:  Kongen af ingenting

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
12. juli 2026
Klovn – sæson 11

Klovn – sæson 11

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro