Michael Jackson: The Verdict

Ens syn på Michael Jackson (1958-2009) vil utvivlsomt være påvirket af, hvornår man er født.

Jeg har en alder, hvor mit første billede af superstjernen er en underligt bleg mand med spids næse og solbriller på vej ind og ud af retsbygninger.

Det var et stadie i hans liv, hvor han var langt fra fordums storhed, og hvor hans offentlige image var i frit fald.

I den nylige biopic Michael, der stadig går sin sejrs-moonwalk i biograferne, har man valgt at stoppe fortællingen inden de første beskyldninger om seksuelt misbrug af unge drenge. Om skyggesiderne vil blive udforsket i en eventuel opfølger, vides ikke endnu.

Michael Jackson: The Verdict hedder dokumentaren, og den kortlægger gennem arkivoptagelser og interviews forløbet, hvor Jackson blev anklaget og i sidste ende frifundet på alle punkter.

Da der ikke var tilladt kameraer i retssalen, optegnes scenen af folk, der var til stede, heriblandt journalister, jurister og endda nogle af nævningene.

Trods dokumentarens titel og det juridiske udfald er offentlighedens dom stadig oppe i luften. Da HBO-dokumentaren Leaving Neverland i 2019 bragte fornyede anklager, var der fordømmende mediereaktioner med radio-boycotts af hans sangkatalog. Men skyld er svært påviselig i den slags sager, og tiden viser, at stjernen ingenlunde er falmet.

Uanset hvad man tror på, er det en tragisk historie.

Det er enten historien om en kynisk manipulator, der groomede børn i sit forlystelsesland på Neverland Ranch for at udnytte dem. Eller historien om en mand, der befandt sig på berømmelsens ensomme tinde og trak sig ind i sin egen fantasiverden i et desperat forsøg på at genskabe en frarøvet barndom.

Var han en stakkel eller et monster eller noget midtimellem? Hans egen uopfordrede indrømmelse om at lade fremmede børn sove i sin seng virkede himmelråbende naiv og gjorde ham til et oplagt mål for søgsmål med pekuniære motiver.

Eller levede han virkelig så isoleret en tilværelse, at han troede, han kunne slippe afsted med hvad som helst – inklusive pædofili?

Dokumentaren hælder mest til det sidste, og det understreges af virkemidlerne. Et kørende kamera gennem en mørklagt model af Neverland akkompagneres af ildevarslende underlægningsmusik, og det er de anklagende parter – både jurister og journalister – der får mest taletid.

Men samtidig medvirker publicister, sikkerhedsfolk og forsvarsadvokater, der fremstår sikre i deres tro på Jacksons uskyld. Begge sider kommer til orde, hvilket er forfriskende og mere afbalanceret end den ensidige udlægning i Leaving Neverland.

I fugleperspektiv kan skyldsspørgsmålet virke indlysende. Selvfølgelig misbrugte manden børn, og alt andet virker som søforklaringer.

På den anden side har anklagernes historier flere gange vist sig at indeholde uoverensstemmelser om tid og sted, og der blev aldrig fundet fældende beviser. Med retssagerne, hvoraf der venter endnu én i 2027, følger der også ofte astronomiske erstatningskrav med. Hardcore fans kan nemt rejse mistanken om opportunister på rov i verdens mest profitable musikerdødsbo.

Hvis man allerede kender sagsakterne, bringes der ikke meget nyt til bordet. Det umiddelbart eneste er en anekdote om et magasin, Jackson angiveligt skulle have brugt til at bestille vhs-bånd med optagelser af nøgne børn.

Dokumentaren vil altså næppe få mange til at ændre holdning, hvad enten de er i den ene eller anden lejr. Og eftersom hovedpersonen har været død i mere end femten år, synes den endegyldige be- eller afkræftelse af mistanken at forsvinde ud i eftertidens tåger.

Uanset om ens første indtryk af Michael Jackson var af den geniale performer eller det excentriske gespenst, vil anklagernes uafklarede skygge blive ved med at hænge over den monumentale popkulturskikkelse.