The Hunger Games: Mockingjay – del 1

Hunger Games-serien bygger på Suzanne Collins’ bogtrilogi fra 2008-2010, der er solgt i mere end 65 millioner eksemplarer. Vi er i en dystopisk fremtid, hvor verden er delt i tolv distrikter, der regeres fra byen Capitol, hvor præsident Snow (Donald Sutherland) hersker.

Hvert år sender distrikterne to børn til at deltage i The Hunger Games – et live medieshow hvis deltagere dræber hinanden, til kun en enkelt er tilbage.

I The Hunger Games nægtede teenageren Katniss at dræbe Peeta, der ligesom hun var fra Distrikt 12. I The Hunger Games: Catching Fire var Katniss og Peeta tvunget tilbage i dødsspillet, der blev afbrudt af oprørsbevægelsen.

I den tredje film, The Hunger Games: Mockingjay – del 1, udvikler Katniss sig fra offer til leder. Tiden er kommet, hvor distrikterne kan rejse sig mod Snow, hvis blot nogen kan lede dem.

Kampen virker håbløs. Capitol har teknologi, våbenlagre og en moral sortere end synd, mens distrikternes befolkning er udpinte arbejdsslaver.

Katniss (Jennifer Lawrence) befinder sig i oprørernes hemmelige center. Det er bygget fyrre etager ned i et bjerg i Distrikt 13, der for år tilbage blev jævnet med jorden, fordi det havde gjort oprør mod Snow. Bevægelsen har holdt sig skjult indtil nu, hvor de viser sig at have fly, våbenlagre og soldater. Men er Katniss klar?

Oprørernes præsident Coin (Julianne Moore) beder Katniss være et symbol, der kan give folk mod til at kæmpe mod regimets brutale stormtropper.

Men Katniss siger nej. Hun tror ikke på projektet. Og hun tror ikke på sig selv.

Plottet byder på den psykologiske oprustning af Katniss og en sammensætning af hendes hold. Peeta (Josh Hutcherson) er fanget på The Capitol – eller er han gået over til fjenden? Hvad kan overbevise Katniss om, at hun skal lede de undertrykte? Og kan Coins kølige disciplin forenes med Katniss’ bløde værdier, såsom medmenneskelighed og empati?

Plottet er befriende banalt uden de (for mig intetsigende) tids-finurligheder i science fiction-film som Inception, Oblivion og Edge of Tomorrow.

Mockingjay giver os kampen mellem godt og ondt, en arketypiske helt, der må gennem indre og ydre prøvelser, og eventyrets magiske hjælpere, som tæller både gengangere og nye personer.

Fra forrige film kommer den alkoholiserede Haymitch (Woody Harrelson), den affekterede scenograf Effie (Elizabeth Banks), og ikke mindst medie-manipulatoren Plutarch (Philip Seymour Hoffman), en kyniker med hjertet på rette sted. Ny er Cressida, en instruktør af krigspropaganda (spillet fandenivoldsk af Natalie Dormer fra The Tudors og Game of Thrones).

Hvor de første film serverede et teenageplot med ung kærlighed, er Mockingjay mere moden, moderne og modig.

Her er referencer til Vestens gengældelser efter 11. september (bombninger og drab på civile) og Abu Ghraib-tortur. Kampen for demokrati kræver selvindsigt og planlægning. Vil man vinde, skal man med Sun Tzus ord, kende både sig selv og sin fjende.

Et gennemgående tema er massemedier og propaganda, og blandt filmens veloplagte scener er oprørernes kalkulerede produktion af modpropaganda.

I en tid hvor blockbuster-film vokser til psykologisk udpinte serier, er Hunger Games en undtagelse. Francis Lawrence, der har en fortid som instruktør af musikvideoer (blandt andre Lady Gagas Bad Romance), styrer mainstream-æstetikken med sikker hånd, og blandt andet er Lorde effektiv underlægningsmusik til ruin og terror.

Oscar-belønnede Jennifer Lawrence er igen imponerende som den traumatiserede Katniss, og teamet omkring hende spilles med overskud af især Woody Harrelson og nyligt afdøde Philip Seymour Hoffman.

Med sin tredje film løfter Hunger Games sig fra at være et teen-fænomen som Twilight til at blive en voksen science fiction saga. Som med andre af tidens fantasy-serier (Pirates of the Caribbean og Avengers) står vi i det banale, basale, og emotionelt overspændte. I min bog tæller det som plusser. Det er intelligent, rørende og eminent medrivende.

Mockingjay varer 123 minutter, og gid den havde varet dobbelt så lang tid.