Kvinderne på balkonen

Nicole, Ruby og Élise deler lejlighed med balkon i den sydfranske by Marseille. Det er en varm sommer – så hed, at man faktisk hverken kan trække vejret eller have tøj på kroppen.

I hvert fald ikke, hvis man er en ung kvinde i Noémie Merlants gyserkomedie, der mikser blod, splat og forliste legemsdele.

Filmen slår en sorthumoristisk tone an fra begyndelsen, hvor kameraet bevæger sig rundt i en solbadet baggård med balkoner og ender med et nærbillede af en gennemtævet kvinde, Denise (Nadège Beausson-Diagne), der ligger livløs.

”Lad være at spille komedie,” siger hendes frastødende mand, hvorefter hun rejser sig og med en skovl gør en ende på ægteskabet. Til slut kvæler hun ham ved at sætte sig på hans ansigt.

På en anden balkon kæmper Nicole (Sanda Codreanu) med sin første roman. Overfor betragter hun en tiltrækkende og veltrænet fyr, og hun beslutter, at romanen skal være en romance om en kvinde, der er bange for at følge sit begær.

Det er Nicoles veninde og bofælle Ruby (Souheila Yacoub) ikke. Hun arbejder som camgirl, fordi hun nyder at pirre sine online-kunder. Efter de er kommet, og liderligheden er afsluttet, lytter hun til deres bekymringer og er lige dele sexarbejder, konsulent og terapeut. Ruby er overgearet og empatisk over for alle.

Den tredje bofælle er Élise, spillet af instruktøren, der gør dramatisk entré ved at køre ind i genboens bil og på høje hæle stavre op til Nicole og jamre over sin klæbrige kæreste Paul. Élise er skuespiller og stadig i kostume.

”Lad mig gætte,” siger genboen Magnani (Lucas Bravo), den smækre fyr, som Nicole fantaserer om. ”Marilyn?” Élise nikker og tager sin blonde paryk af.

Pigerne flirter fra balkonen, og Magnani inviterer på drinks. Magnani er kunstfotograf, og efter en munter aften efterlader veninderne Ruby, der skal fotograferes. Næste morgen vender hun tilbage dækket af blod. Og nej, så ringer man selvfølgelig ikke til politiet!

Da de rent faktisk dukker op alligevel – for at anholde Denise –hjælper betjentene med at slæbe den tunge affaldscontainer med Magnanis lig ind i opgangen. Liget kan ikke ligge i heden uden at lugte, så ind i køleskabet med ham!

Kvinderne på balkonen er munter og sprælsk, fransk og farverig, en postpostfeministisk serenade og en pastiche over især 90’ernes rape and revenge-film.

Hverken voldtægt eller hævn skal dog tages særligt alvorligt. De er snarere afsæt for at lege med kendte troper som at vaske blod op fra gulvet, opbevare ligdele i køleskabe, skrive roman (som hovedpersonen i klassikeren I Spit on Your Grave) og det med, at et nej betyder nej.

Også selv om man er iført rød Monroe-kjole eller er topløs foran kameraet.

Noémie Merlant er også en stilsikker instruktør, der burde ramme et bredt publikum af unge kvinder. Veninderne er vilde uden at være provokerende, paletten af mænd er begrænset til de fede som Denises mand, de selvfede som Magnani og de selvoptagede som Paul, der er sagfører og opfører sig som et forkælet barn.

Han vil kysse, nu-nu-nu, selv om Élise er faldet på gaden og har sår i ansigtet. Nu!

Kvinderne på balkonen er Noémie Merlants anden spillefilm efter debuten i 2021 med kærlighedsdramaet Mi Iubita mon amour. Manuskriptet har hun skrevet med Céline Sciamma, der instruerede hende i Portræt af en kvinde i flammer. Selv om historien mister tempo undervejs, er det samlede resultat slet ikke ringe.

Fotograf Evgenia Alexandrova har et godt øje for komposition og leverer en hyldest til Hitchcocks Rear Window. De tre veninder er godt castet, især fungerer Noémie Merlant fint som Marilyn-pastiche. Mændene er skabeloner, hvor særligt en gynækolog, muntert underspillet af Henri Cohen, er rammende.

På en varm sommerdag er Kvinderne på balkonen en oplagt aperitif.