Megalopolis

Man kan ikke klandre Francis Ford Coppola for at mangle ambitioner.

Megalopolis har været i støbeskeen i næsten halvtreds år og kostet i omegnen af 120 millioner dollars, som instruktøren selv finansierede ved at sælge en del af sin californiske vingård.

Filmen skildrer et fremtidens USA som et dekadent Romerrige på randen af anarki i et storladent sanseorgie, der er både afsindigt og overvældende, ofte på samme tid.

Så meget af filmens indhold er unødvendigt lir, at handlingen er overraskende let at gengive. Filmens dramatiske kerne er konflikten mellem den betrængte borgmester Ciceros kyniske realpolitik og fremtidsarkitekten Cesar Catalinas idealistiske optimisme.

Ingen af de to er oplagte helte eller skurke.

Cicero (Giancarlo Esposito) er ny i embedet med ansvar for en by tvunget i knæ af gæld og kriminalitet, men ikke bleg for at bruge afpresning for at opnå sine politiske mål.

Cesar (Adam Driver) er et visionært geni, en arkitekt, opfinder og byplanlægger hvis mirakelmateriale megalon kan bruges til at dyrke utopiske byer, som var de træer. Han er også en privilegeret, afmålt og egocentrisk rigmandssøn, der muligvis myrdede sin første kone.

Rundt om disse to mænd sværmer et væld af biroller, hvor kun tv-værten Wow Platinum er mindeværdig. Aubrey Plaza er veloplagt som filmens mest snarrådige manipulator, der opnår magt ved at sælge sladder af laveste fællesnævner. Hun starter filmen i Cesars seng, før han falder for borgmesterens festglade datter (Nathalie Emmanuel), en romance der sår splid, men som også kan føre til forbrødring.

Derudover får vi lov at lege ”næ, se engang, hvem det er!” med et væld af store skuespillere i små roller, for eksempel Shia LaBeouf som Cesars rænkesmædende fætter i dametøj og Jon Voight som hans obskønt velhavende bankejer-onkel. Og hvem anden end Coppola kunne få legender som Dustin Hoffman og Kathryn Hunter til at troppe op for at pynte i baggrunden?

Titlen er rammende.

Megalopolis indeholder tilsyneladende alt, hvad Coppola har læst, tænkt eller drømt om de sidste fem årtier. Som om det er hans sidste chance for at få det hele op på lærredet.

Det er et forfængelighedsprojekt i bogstaveligste forstand, en rodebutik af idéer skudt igennem med referencer til instruktørens eget liv og mange interesser.

Vi får citater fra den romerske kejser Marcus Aurelius og et hestevæddeløb som i Ben-Hur. På et tidspunkt fremsiger Adam Driver hele smøren fra Hamlet om at være eller ikke at være – ganske dygtigt, men komplet umotiveret.

Eller hvad med Cesars overnaturlige evne til at standse tiden. I åbningsscenen ser vi ham træde ud på en afsats over sit penthousekontor og læne sig selvmorderisk ud over kanten, for så at blive hængende i luften, mens verden er fastfrosset under ham. Det er et slående, men hundedyrt og overflødigt billede, en sej idé uden konsekvens for historien.

Man kan sige, at den tilgang går hånd i hånd med det performative ”New Rome”, som Coppola kalder sit dystopiske New York, hvor man kommer længere med en klemme på magten end med håb for fremtiden.

Megalopolis har rig mulighed til at sige noget skarpt og svidende om et land i skyggen af Donald Trump, hvis øverste luftlag allerede lugter af Romerrigets rænkespil og manipulation. Men det føles ikke, som om Coppolas drømmeprojekt har fået en overhaling i dette årtusinde.

Filmens tone skejer vildt ud fra bidende satire over oprigtig hyldest til kærlighed, magi og (mandlig) genialitet. Den er et sammensurium af idéer, der ikke desto mindre kan virke tillokkende for et forstående kultpublikum. Hvis de tager den til sig, ville det tage brodden af filmens øgenavn i Cannes: Megaflopolis.

Kedelig er den trods alt ikke. Og der er altid et publikum parat til at se rigmænd brænde penge af. Især når de gør det med så flamboyante armbevægelser.