28 Years Later: The Bone Temple

Siden sidst vi så ham, er drengen Spike (Alfie Williams) blevet medlem af en satankult. Alle medlemmerne bærer blond paryk og kaldes for Jimmy eller Jimmima. 

Disse unge krigere patruljerer det postapokalyptiske, britiske landskab, hvor raserizombier overmandes med Bruce Lee-agtig elegance. Ikke-smittede overlevende aflives derimod med sadistisk slagtehustortur.

Kulten regeres med hård hånd af en udspekuleret charlatan (Jack O’Connell), der kalder sig Sir Jimmy Crystal. Han bærer gymnastikdragt og satankors.

For englændere er han en åbenlys reference til BBC’s pædofile tv-vært Jimmy Savile, der også havde langt blondt hår, optrådte i gymnastikdragt, pyntede sig med Malteserordenens fortjenstkors og indtil afsløringen var et forbillede for børn og unge.

Velkommen til 28 Years Later: The Bone Temple, den fjerde film i den postapokalyptiske 28 Days/Weeks/Years Later-franchise, hvor en virus udløser frådende vrede.

Filmen er tænkt som den midterste del af en planlagt trilogi. Franchisens første og tredje film er instrueret af Danny Boyle, der ifølge planen også skal lave den næste. Som altså både bliver den tredje og den femte.

I mellemtiden er The Bone Temple iscenesat af Nia DaCosta. Hun har tidligere instrueret den fjerde film i Candyman-serien samt superheltefloppet The Marvels. The Bone Temple er hendes hidtil bedste. Hun kan ikke hamle op med Danny Boyles blændende arthouse-filmsprog, men horrorfans vil værdsætte, at filmen leverer varen, hvad angår grusomheder og zombieaction. Frem for alt er The Bone Temple opfindsom.

Det er ofte blevet bemærket, at vampyrgenrens evne til at forny sig er årsag til dens endeløse popularitet. Det samme gælder zombierne, og det er der god grund til. 

I efterordet til den danske udgave af Richard Mathesons roman I Am Legend fra 1954 kortlægger jeg over mange sider, hvordan vampyrer og zombier smeltede sammen i George Romeros Night of the Living Dead fra 1968.

Sidstnævnte er inspireret af Mathesons roman, som var første gang, vampyrgenren gled over i science fiction. Ligesom i 28 Days/Weeks/Years Later-franchisen skyldes udødelighed her en smitsom virus, og hovedpersonen bruger sit liv på skiftevis at dræbe levende døde og lede efter en kur. 

I The Bone Temple spilles samme karaktertype af Ralph Fiennes. Kelson er en stoisk læge, der bor i et Anderson Shelter og som et meditativt mindesmærke har bygget en memento mori-katedral af menneskeknogler.

Sådanne såkaldte ossuarier findes i virkeligheden under eksempelvis Rom og Paris og indgår i flere film, men aldrig har de været brugt så interessant som i de to seneste 28 Years Later-film. Ikke blot er knogletemplet flot fotograferet af Sean Bobbitt, men det udgør en både scenografisk og tematisk konstruktion.

En satanisk rockkoncert finder sted her med Iron Maidens The Number of the Beast på lydsporet, omringet af helvedesflammer og Ralph Fiennes i centrum som Old Nick, fanden selv, der i de danske undertekster helt korrekt kaldes Gamle Erik.

Filmen vil noget med disse idéer. Traditionelt skildrer engelsk horror en kamp mellem kristen versus satanisk/hedensk kultur med hovedværker som The Brides of Dracula og The Wicker Man fra henholdsvis 1960 og 1973. Det hører med til den innovative dynamik i The Bone Temple, at feltet varieres til en konflikt mellem ateisme og satanisme, hvor satanisme bliver en tidløs metafor for lederskikkelsers manipulerende magtmisbrug. 

Trods alt sit mørke er The Bone Temple dog en film med håb i blikket.

Blandt hovedpersonerne er alfazombien Samson, spillet af den ubesejrede kampsports-sværvægter Chi Lewis-Parry. Samson er et bibelsk navn, og han er som trådt ud af William Blakes maleri The Ancient of Days.

Vil det lykkes lægen Kelson at kurere ham? En kendt person dukker op i slutscenen, reflekterer over historiske forhold, ser to personer forfulgt af zombier og beslutter at hjælpe. Vil det lykkes ham at redde dem?

Der er nok at gruble over efter slutteksterne, og trilogiens tredje film kan ikke komme hurtigt nok.