Biografanmeldelse
20. jan. 2026
It Was Just an Accident

Hævngerrige Hamid (Mohamad Ali Elyasmehr), brudeparret Ali (Majid Panahi) og Golrokh (Hadis Pakbaten) og flere andre eksfanger står over for et svært dilemma, da de støder på manden, som måske er deres gamle torturbøddel.

Foto | Jafar Panahi Productions

It Was Just an Accident

Iranske Jafar Panahis Guldpalmevinder og moralsk mest påtrængende værk spørger, hvor langt vi er villige til at gå for at få hævn.

Af Rasmus Brendstrup

Et uheld. En bil, en hund, en mand med et ar på benet. Og pludselig et moralsk afgrundsdyb.

Med Guldpalmevinderen It Was Just an Accident leverer Jafar Panahi endnu et urovækkende bidrag til sit livsværk.

Alle hans film handler om livet i skyggen af et iransk regime, der begrænser menneskelig frihed. Fra fodboldglade skolepiger over kurdiske kvinder til midaldrende filminstruktører og nu også – og det er et interessant spring – blodtørstige dissidenter på jagt efter hævn.

Det er en film, der starter med en banalitet og ender med et spørgsmål, som sidder i én bagefter: Hvad stiller man op, hvis man midt i den grå hverdag finder det menneske, som har ødelagt ens liv?

Panahi har aldrig været bange for at stille farlige spørgsmål. Det gælder den seismisk mærkbare debut i 2000 med Cirklen, selvportrættet This Is Not a Film, der blev smuglet ud af landet på et usb-stik (muligvis endda gemt i en kage), og kvindefrihedsskriget 3 kvinder.

Siden 2010 har han endda trodset et officielt forbud mod at lave film, give interviews og forlade Iran. Hele vejen har Panahi gjort den personlige modstandskamp æstetisk og filosofisk. Hver film er både et kunstnerisk udtryk og en aktiv respons på det system, der forsøger at lukke munden på ham og andre.

Med It Was Just an Accident føjer han ambitiøst en ny genre til oeuvret: det psykologiske hævndrama.

Automekanikeren Vahid (Vahid Mobasseri) genkender en tilfældig aften sin tidligere torturbøddel blandt værkstedets kunder. Han opsøger og bortfører ham.

Hævnen kribler i ham. Der er bare ét problem. Eghbal (Ebrahim Azizi) benægter, og gør det overbevisende. Og Vahid har altid haft bind for øjnene under torturen. Bødlen, der nu er offer, smides bag i en varevogn, og Vahid opsøger flere tidligere indsatte for at bekræfte hans identitet.

En boghandler, en fotograf, et kommende brudepar på fotosession, en hævngerrig bølle. Det hele udvikler sig som et moralsk kammerspil forklædt som roadmovie.

Stemningen er sort, tør og surrealistisk. En iransk pendant til Little Miss Sunshine med statsvold som understrøm og brudekjolen som tragikomisk kontrapunkt.

Men filmen er mere end bare satirisk absurdisme. Den trækker tråde til Hannah Arendts begreb om ”ondskabens banalitet”. Arendt argumenterede for, at de værste ugerninger ofte ikke begås af sadister eller monstre, men af almindelige mennesker inden for et destruktivt system.

Bøddelen er et menneske med familie, bekymringer og fysisk sårbarhed. Hans opførsel er afdæmpet, rationel, empatisk. Er han den mest humane stemme i det rullende galehus? Og kan man overhovedet slå nogen ihjel, hvis man ser deres menneskelighed?

Panahi tvinger os til at dele Vahids tvivl. Der gives ingen entydige svar, og filmen leger bevidst med vores forventninger, vores identifikation og vores behov for moralsk balance. Vi skifter, ligesom karaktererne, hele tiden ståsted.

Ikke alt er lige troværdigt.

Det gælder især en lidt fortænkt hospitalsafstikker. Det er også svært at købe, at så sammensat en gruppe hurtigt skulle stå klar til afstemning ude i bjergene. Og Panahi kunne med fordel have sendt en lille tak for inspiration til Ariel Dorfman for skuespillet Death and the Maiden, som Roman Polanski i 1994 filmatiserede med Ben Kingsley som mulig torturbøddel og Sigourney Weaver som hævner.

It Was Just an Accident er hverken Panahis mest personlige, originale eller formfuldendte film. Alligevel føles den uomgængelig og som hans moralsk mest påtrængende film.

Den er kun blevet mere aktuel af Israels angreb på Iran i juni 2025 og de seneste ugers demonstrationer mod regimet i landet. Vi er storpolitisk i en sitrende mellemøstkrise, hvor et iransk systemskifte ikke længere er urealistisk. Og dermed spørgsmålet: Hvordan bygger man et demokratisk retssamfund på en kogeplade af historisk uret?

Titel:
It Was Just an Accident

Originaltitel:
Yek tasadef sadeh

Land
Iran, Frankrig, Luxembourg

År:
2025

Instruktør:
Jafar Panahi

Manuskript:
Jafar Panahi

Medvirkende:
Vahid Mobasseri, Mariam Afshari, Ebrahim Azizi

Spilletid:
105 minutter

Premiere:
19. februar

Relevante artikler

Cannes 2025
25. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Following

Following

Biografanmeldelse
10. juni 2026
Disclosure Day

Disclosure Day

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro