The Godfather

The Godfather begynder med et bryllup og ender med en barnedåb. Men før og efter de to scener har filmen ligesom de græske tragedier både en prolog og en epilog.

Først kommer en bedemand med tro på den amerikanske drøm og anmoder mafiapatriarken Don Corleone om, at hans kriminelle familie skal hævne mishandlingen af bedemandens datter.

Til sidst sidder familiens ambitiøse søn Michael Corleone som ny Godfather almægtig alene i samme kontor, hvor døren bliver lukket, mens hans kone ser magtesløst til.

Imellem start og slut bliver små tre timers slægtssaga udfoldet med krig mellem italiensk-amerikanske klaner om magten og æren i underverdenens USA, der har forbindelser til den offentlige, men korrupte oververden i Washington og omegn.

Da Francis Ford Coppolas film baseret på Mario Puzos bog af samme navn fik premiere i 1972, skete det i skyggen af Vietnam-krigens meningsløshed og præsident Nixons valgsejr med storkapitalen i ryggen.

Filmen blev i vide kredse hurtigt tolket som en flamboyant hyldest til konservativ-katolske familiedyder klædt i sensationelle gangstergevandter.

Her gælder det dekadente demokrati kun for den privilegerede, hvide overklasse. Derfor må mafiaen – ordet nævnes aldrig i filmen – træde til med lov og orden, som ligner det ultrareaktionære og patriarkalske slægtssamfund.

Men tolkningen er en sandhed med modifikationer, da vi er meget langt fra Disneys familievenlige moralisme. Familien går slet og ret til grunde.

Gensynet med The Godfather – der i anledning af 50-årsjubilæet igen kan opleves i danske biografer – afslører ikke bare, hvor fantastisk gennemarbejdet filmen er. Den viser også, hvor nærmest uamerikansk, den i bund og grund er.

Det gælder både form, stil og indhold.

Filmen pendler mellem langdistancefokus, visuel kameratæthed og traditionelt dybdeperspektiv. Instruktøren er aldrig bange for at miste tempo ved at forsage action for en stund. Derimod accentueres meget i antydningens kunst, så de nøje udvalgte episke billeder står så meget klarere frem.

De få kærlige øjeblikke mellem mennesker er usentimentale.

Den italienske komponist Nino Rotas musik tenderer opera, men aldrig for meget. Brugen af panoramascener – såsom bryllupsfesten over for de klaustrofobiske konsultationer i Corleones kontor – er slående som en storslået iscenesættelse af det private versus det offentlige, intimsfærens umulige drøm.

Man kan simpelthen ikke adskille business fra hjemmehygge, lyder historiens udsagn.

Familiefortællingen akkompagneres af pludselige drab, kynisk henrettelse og vild blodrus, som den dag i dag ikke er overgået i chokerende voldsomhed på film. Det skyldes ikke mindst, at filmens clairobscur-seancer leder tankerne hen på de italienske renæssancemalere.

Coppola – som dengang blot var i starten af 30’erne – er markant inspireret af Viscontis aristokratiske sædeskildring Leoparden og på det psykologiske plan i endnu højere grad af Bertoluccissocialhistoriske melodrama Medløberen fra 1970.

Al Pacino er suveræn som Michael Corleone, det gode menneske, der ender op som en effektiv siciliansk medløber. Voldens konformitet er dybt forankret i det amerikanske samfund og administreres både fra familiens skød, korrupt politi og anonyme politikere.

Hvad end personerne tror på skæbne eller samfund, er de marionetter i livets spil fuld af liderlighed, magtbrynde og griskhed.

Skuespillerne er perfekt udvalgt. Marlon Brando er pragtfuld som Don Corleone med uld i munden, hidsigproppen James Caan som temperamentsfulde Sonny, Robert Duvall som bekymret rådgiver og John Cazale som den feje storbror Fredo.

Diane Keaton med sin ferske fremtræden er fremragende som enfoldig børnehavepædagog mellem banditter i habitter.

Godfather er på alle måder stadig et mesterværk.