Hovedskikkelsen i norske Joachim Triers film er det hus, hvor handlingen udspiller sig: en prægtig, gammel Oslo-villa med malet træfacade, knirkende gulve, brændeovn og sprækker i fundamentet.
Et romantisk familiehjem, der har rummet Borg-familiens op- og nedture gennem generationer og nu skal sælges.
Filminstruktøren Gustav vender hjem på en sjælden visit til sin ekskones bisættelse i huset. Med sig har han et manuskript til en film om sin mors selvmord, som han vil instruere med sin skuespillerdatter Nora i hovedrollen. Et comeback for ham, et gennembrud for hende og en uudtalt kærlighedserklæring som et plaster på såret for alle de år, han ikke var der.
Hun vil intet have at gøre med det og har i øvrigt problemer nok. Få minutter før premieren på sit seneste stykke får hun akut lampefeber og kommer kun på scenen takket være et hold af overbærende assistenter. Én af dem har hun sex med fra tid til anden, uden at Nora vil nusses bagefter.
Søsteren Agnes har slået sig ned med mand, barn og en karriere som historiker. Men Nora har det svært med sig selv. Og hun får det ikke bedre, da Gustav efter et tilfældigt møde på en filmfestival caster en ung Hollywood-stjerne i den rolle, han skrev til hende.
Det er den dramatiske motor i Affektionsværdi, hvor forberedelserne til filmoptagelsen ripper op i familiens ufordøjede frustrationer.
Joachim Trier har sammen med sin faste skrivemakker Eskil Vogt altid haft et nysgerrigt blik for, hvordan nære relationer både støtter og støder til hinanden. Oslo-trilogien – ungdomshyldesten Reprise, den melankolske Oslo, 31. august og håbefulde Verdens værste menneske – vejrer kærlighedsforhold og venskaber over for selvrealisering.
De bliver ofte kaldt coming of age-fortællinger, selv om selverkendelse er mere afgørende end alderen. Det gælder også gyserfilmen Thelma og det engelsksprogede familiedrama Louder Than Bombs, der føles som en forløber for Affektionsværdi.
Joachim Triers sjette spillefilm demonstrerer, hvordan traumer går i arv. Isolation bliver til afsavn bliver til en berøringsangst, der kvæler kærligheden i en kunstnerfamilie, hvor opmærksomhed og anerkendelse har været ulige fordelt.
Forbindelserne mellem det ene og det andet skitseres tålmodigt og uden at forfladige den komplekse ensemblefortælling med letkøbt kausalitet.
Danske Kasper Tuxen formgiver dramaet med stramt kontrollerede billeder, klipper Olivier Bugge Coutté værner om spontaniteten og skaber dynamik, mens de fire bærende roller belyser hinanden på skift.
Renate Reinsve (Verdens værste menneske) møder som Nora verden med en snert af indstuderet ironi over den rokkende usikkerhed. Stellan Skarsgård har nærmest aldrig været bedre som den egocentrerede instruktør, der stadig drikker champagne til den lyse morgen, mens hans jævnaldrende er blevet gamle mænd med stok.
Elle Fanning kommer ind fra højre som en glitrende kendis, der forsøger at navigere i familiens sårede forventninger, mens Inga Ibsdotter Lilleaas spiller Agnes som familiens mægler og faste klippe. Karismatiske Jesper Christensen dukker op for en kort, men afgørende bemærkning, mens Joachim Triers hofskuespiller Anders Danielsen Lie træder effektivt i baggrunden i en birolle, både publikum og Nora gerne så mere til.
Hver scene føjer et nyt lag til de foregående, indtil dramaet langsomt samler sig til instruktørens mest universelt omfavnende film til dato.
Her er genkommende tematikker fra Triers tidlige film og kærlige, højkulturelle nik til Ibsen, Tjekhov og Bergman og ét til Michael Haneke, der fremkalder choklatter. I den forstand flugter Affektionsværdi med instruktørens mesterlige ungdomsværker.
Tonen er dog mindre sprælsk og strittende, mere solidarisk og forstående. Eller sagt med Triers egne ord: Tenderness is the new punk.
