Bugonia

Med græske Yorgos Lanthimos har vi endelig fået en instruktør, der formår at holde den postfaktuelle æra op i lyset, puste den op og punktere den. Præcis som Kubrick gjorde med den kolde krigs psykoser i Dr. Strangelove.

Bugonia er en fri fortolkning af den sære, koreanske Save the Green Planet! fra 2003 og spidder vor tids konspiratoriske kaninhuller, mistillid til medier og ekkokamre, der forstærker de mest bizarre teorier. Ligesom Kubricks klassiker er det en sort komedie, en bidende satire, der dyrker sine vildfarne hovedpersoners galskab.

Samtidig er det endnu en gave til cineaster fra en af tidens store instruktør-skuespillerduoer: Yorgos Lanthimos og Emma Stone. Det er deres femte film sammen, hvis man medregner den eksperimenterende kortfilm Bleat fra 2022. Og ligesom Federico Fellini og Marcello Mastroianni eller Paul Thomas Anderson og Philip Seymour Hoffman ser de ud til at drive hinanden kreativt videre.

Her får Emma Stone selskab af en strålende Jesse Plemons, som hun spiller over for i Lanthimos’ forrige film, den syrlige Kinds of Kindness. Han ser ud til at blive endnu en fast del af instruktørens tilbagevendende ensemble.

Plemons spiller Teddy, en forhutlet, vred enspænder, som bor på en ranch et sted i midten af USA sammen med sin søde, blide og neurodivergente fætter Don.

Teddy er blevet overbevist om, at Emma Stones Michelle, topchefen i et stort medicinalfirma, i virkeligheden er en alien, sendt til Jorden for at gøre menneskeheden til slaver og ødelægge planeten. Derfor kidnapper han og Don – som ser op til Teddy – Michelle og lænker hende i kælderen. Teddy håber at kunne forhandle sig til en aftale, der skal redde menneskeheden.

Ironisk nok, eftersom menneskeheden tydeligvis ikke har behandlet ham særligt godt.

Kernen i filmen er konfrontationen mellem den velbelæste, bindegale konspirationsteoretiker og den skarpt fokuserede forretningskvinde, der må trække på sin forhandlingserfaring og evnen til at læse mennesker for at overleve et sandt horrorscenarie: lænket i en uhyggelig kælder, hovedet barberet, fanget af en mand, der er villig til at bruge vold og tortur for at nå sit mål.

Det er ikke en film for sarte sjæle. Michelle opdager hurtigt, at der kun kommer problemer ud af at fortælle Teddy, hvor sindssyg han er. En bedre mulighed er at indtage rollen som et rumvæsen fra Andromeda-galaksen.

Don er spillet med varme af debutanten Aida Delbis, der selv er neurodivergent, og han træder langsomt frem fra baggrunden som filmens følelsesmæssige hjerte.

Noget af det sjoveste i Will Tracys sprudlende manuskript er måden, det gradvist afsløres på, hvor meget den vanvittige konspirationsteoretiker og den viljestærke direktør har tilfælles. Don er den eneste almindelige person i rummet.

Bugonia er en vild rejse, en film fuld af manisk, blasfemisk energi. Ligesom Poor Things har den også en markant filmisk æstetik. Fotografen Robbie Ryan har optaget på Vista-Vision, et widescreenformat fra 1950’erne, der har en renæssance i øjeblikket.

Billedkompositioner inviterer publikum til at dvæle ved scenerne som med malerier.

I en scene, hvor Michelle overfaldes i haven ved sin modernistiske villa, ser vi det fra den iskolde, minimalistiske indendørsswimmingpool. Bag den gulv-til-loft-høje glasvæg kan man kun lige netop se optrinet i buskadset som en lille detalje i det fjerne – som Ikaros’ fald i Bruegels berømte maleri. Sådan som et rigtigt rumvæsen ville opleve det.

Et rigtigt rumvæsen ville sikkert også nynne med på Jerskin Fendrix’ ujævne orkestermusik, fyldt med pruttende blæsercrescendoer, der ikke altid rammer de dramatiske svingninger. Som var det komponeret af en kunstig intelligens med attitudeproblemer.