Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har ifølge Ekkos kilder i adskillige år arbejdet på en dramadokumentar om en ung mand, der har krænket over 100 piger og kvinder. DR har tøvet med at bringe den, og nu er projektet blevet ramt af selskabets konkurs.

Foto | Deluca Film

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Selskabet, der er gået konkurs for anden gang, har nu opsagt sine medarbejdere. Ifølge oplysninger er DR-dramadokumentar om en ung sexkrænker havnet i klemme.

Af Claus Christensen

Det er kommet som en overraskelse for mange, at det aarhusianske film- og tv-selskab Deluca med Morten Rasmussen i spidsen er gået konkurs for anden gang inden for tre år.

Nu oplyser en kilde, at alle medarbejdere er blevet opsagt og fritstillet ved denne måneds udgang. Havde selskabet ikke gjort det, ville underskuddet være vokset. Det har tidligere været fremme, at Deluca ApS, som version to af selskabet hedder, har ni ansatte.

Der har ifølge Ekkos oplysninger siden efteråret 2025 været løbende problemer med både lønudbetalinger og betaling af leverandører. Men de færreste vidste, hvor galt det stod til.

Et regnskab, som blev godkendt af ledelsen i slutningen af 2025, viste en fremgang på 40 procent og et overskud på 209.000 kroner. Det vurderede ledelsen som ”tilfredsstillende”, har MediaWatch afsløret.

Ikke desto mindre valgte ledelsen bare en måned senere selv at indstille selskabet til konkurs, som trådte i kraft den 26. januar i år. Man har ikke ønsket at oplyse grunden.

Kurator Jens Højmark fortæller til Ekko, at der skyldes flere penge i selskabet, end der er aktiver. Han har skrevet ud til kreditorerne og bedt dem oplyse, hvor mange penge de har til gode. Om et par uger vil han have et overblik over, hvor stor en gæld selskabet har.

Klar i seks måneder
Ved den første konkurs blev anden sæson af TV 2-serien Hvide Sande ramt. Det lykkedes at få den ud af konkursboet og færdiggjort af SF Studios, men det kostede TV 2 et uoplyst ekstrabeløb.

TV 2 har fortalt til MediaWatch, at man i denne ombæring er gået fri og ikke har igangværende produktioner på Deluca. Det har derimod DR, afslører samme medie.

DR vil ikke oplyse, hvilken produktion der er tale om. Men ifølge Ekkos kilder er der tale om en dramadokumentar, som har været i produktion i årevis. Den skal handle om en grov sag, hvor en mand blev dømt for adskillige seksuelle krænkelser. 

Ifølge Ekkos kilder har der i seks måneder været tovtrækkerier om udgivelsen med uenighed mellem Deluca og DR om, hvorvidt produktionen er færdig.

Deluca Film lavede før sin første konkurs DR-dokumentaren Forfulgt af politiet?, som efter en artikel i Ekko blev omredigeret, fordi der var blevet manipuleret med lyden. Politiet var rasende over filmens anklage om politichikane af en familie fra Syrien og klagede til Pressenævnet, hvor man dog ikke fik medhold.

DR vil ikke udtale sig konkret om sagen. 

”DR kan oplyse, at vi er ved at finde ud af, hvad konkursen konkret betyder for os, og hvilke konsekvenser det har for vores engagement med Deluca,” skriver DR’s presseansvarlige Kristian Rask til Ekko og tilføjer:

”Mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, da vi ikke udtaler os om programmer, vi ikke har publiceret. Vi kan dog tilføje, at DR generelt ikke udkommer med programmer, før vi mener de helt klar til det.”

Hverken Delucas ejer Poul Vogelius eller producer Morten Rasmussen har svaret på Ekkos henvendelse.

Relevante artikler

Nyhed
27. jan. 2026
Deluca Film går konkurs for anden gang

Deluca Film går konkurs for anden gang

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro