Anmeldelser

Ny Lasse Halmström-film om kvinde på flugt fra en grum fortid er mindre ophidsende end en episode af Alle vi børn i Bulderby.

Den nye sommer-blockbuster fra Johnny Depp og holdet bag Pirates of the Caribbean skyder med spredehagl efter de store western-klassikere.

Efter et par mørke sjæletimer har Pedro Almodóvar brug for lidt uforpligtende sjov og ballade – og hans nyeste film er en camp-farce, der trodsigt dyrker sin homoseksualitet.

Heller ikke med den banale science fiction-film After Earth kommer Den sjette sans-instruktøren M. Night Shyamalan tilbage på sporet.

Olivia Williams stjæler billedet som den kontroversielle Eleanor Roosevelt i rodet film om FDR's hotdog-spisende møde med englænderne.

Hayao Miyazakis bebudede tronfølger Yoshifumi Kondô nåede kun at lave én film. Den kommer nu til Danmark med attens års forsinkelse – og er ventetiden værd.

Nicolaj Coster-Waldau og Jessica Chastain er overbevisende i smuk, skræmmende og gammeldags spøgelsesgyser.

Det Danske Filminstitut har givet Tomas Villum Jensen, Rasmus Bjerg og Casper Christensen en badebillet til Den Franske Riviera, og de kvitterer med den umorsomste komedie i mands minde.

Oscar-nomineret chilensk film med Gael García Bernal fyrer alle sine kanoner af, inden der er gået en halv time.

Gomorra-instruktør Matteo Garrones nye film om en fiskehandler, der fanatisk dyrker Big Brother, er et fascinerende og tvetydigt melodrama a la Douglas Sirk.

En børnefilm for voksne. Sådan føles Daniel Borgmans debutfilm, der trods en hjerteskærende hovedrolle drukner i poesifyld og symbolske replikker.

Ken Loach drejer en solid, socialrealistisk fortælling ind på et luftigt duftspor, der fører os højt op i humorens rige.

J.J. Abrams opfølger til sin succesrige Star Trek-film fra 2009 følger skabelonen nærmest til punkt og prikke – og det er der ingen grund til at klage over.

Man skal ikke have særlig store skeletter i skabene for at føle sig ramt af den fantastisk rå og rørende dokumentar Blodets bånd.

Den sidste Tømmermænds-film fuldfører trilogiens negative spiral mod absolut bundskraberniveau.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.