Nattens dæmoner

Den skulle være god nok: Det autentiske ægtepar Lorraine og Ed Warren har siden 60’erne behandlet over 10.000 overnaturlige sager, heriblandt den famøse Amityville-sag i 1976, hvor en familie efter sigende blev plaget af paranormale aktiviteter i et hus med en grum fortid.

I The Conjuring bliver parret spillet af Patrick Wilson og Vera Farmiga, og filmen tager fat på en af parrets mindre kendte sager.

I 1971 flytter familien Perron ind i en gammel patriciervilla og finder hurtigt ud af, at noget er helt galt. Hunden vil ikke med ind og findes død næste morgen. Fugle flyver ind i ruderne og dratter om. Carolyn begynder at få uforklarlige blå mærker på kroppen. Pigerne bliver hevet ud af deres senge om natten, døre klaprer, vinduer åbner, og tv’et tænder af sig selv.

Den yngste af familiens fem døtre, April, finder en gammel spilledåse, og med instruktør James Wans forkærlighed for ondsindet legetøj (som han tidligere har udstillet i Saw-filmene, Dead Silence og Insidious) er den selvfølgelig ikke helt uskyldig. Den indeholder en skræmmende lille drengs ånd, som gerne vil være med, når husets nulevende beboere leger ”skjul og klap”: Med bind for øjnene skal de finde den, der har gemt sig, ved hjælp af klappelyden alene.

Den uskyldige børneleg bliver via det snigende kamera og de isolerede klappelyde angstprovokerende, og da et par døde børnehænder pludselig viser sig ud af mørket forenes Wans groteske tilbøjeligheder med 70’er-horror-æstetik i et velfornøjeligt gys.

Men ånderne er mange i huset, og ikke alle er med på at lege. Nogle er dæmoner, der med magt prøver at overtage de levendes kroppe i filmen, der netop eren homage til de gamle kultklassikere fra 70’erne som Eksorcisten og The Amityville Horror.

James Wan har udtalt, at horrorfilm trods kritikernes modvilje er de film, der håndværksmæssigt er bedst lavet. Og instruktøren har da også styr på sit håndværk. Nattens dæmoner er flot filmet med langsomme kamerabevægelser, og lyddesignet bidrager effektivt til uhyggen, ligesom Wan får det bedste ud af sine skuespillere. Desværre mangler filmen en essentiel ingrediens: originalitet.

Manuskriptet er skrevet af tvillingerne Chad og Carey Hayes, mest kendt for House of Wax, som i 2006 fik den tvivlsomme ære at være nomineret til en amerikansk Razzie for værste film. Hayes-brødrene gør det ikke bedre i Nattens dæmoner, hvor alle klicheer i haunted house-genren kommer i spil. Filmen løfter sig aldrig fra rendyrket homage til selvstændig historie med noget på spil, og vi bliver derfor aldrig rigtig bange.

Rulleteksterne viser billeder af de virkelige personer og avisudklip fra Warren-parrets lange karriere. Parret var pionerer inden for brug af video- og lydudstyr og optog efter sigende de uhyggelige hændelser. Det kunne have givet det sidste twist, hvis disse optagelser var blevet en del af filmen.