Per Kirkeby. Vinterbillede.

Konceptet i Jesper Jargils sytten år gamle dokumentarfilm om Per Kirkeby, udgivet (omsider) på dvd og bluray i anledning af kunsternes 75 års fødselsdag, er genialt enkelt:

I en fast totalindstilling ser vi et maleri blive til. Men for at det kunne blive den unikke og fremragende film, som det endte med at blive, skulle flere betingelser opfyldes, og langt fra alle havde instruktøren kontrol over på forhånd, hvilket må have gjort projektet højst nervepirrende:

1. Det skal være et stort maleri, rent lærredsmæssigt: Vi får det præsenteret som Kirkebys hidtil største oliemaleri. 2. Det skal være et maleri, der tager lang tid at male: Det er malet ”hen over efterår, vinter og forår” 1994-95. 3. Det skal være et maleri, der gennemgår mange forandringer undervejs. 4. Der skal være et vigtigt maleri – hen mod slutningen af processen kalder Kirkeby det selv et ”vendepunktsbillede”. 5. Kunstneren skal være villig (og god!) til at kommentere maleprocessen undervejs, i almindelighed og helt maleklat-konkret, ligesom en filminstruktørs kommentarspor.

Kun punkt 1 var garanteret på forhånd, lærredet var så temmelig stort, som det var. Punkt 2 og 3 ville sandsynligvis, men også kun sandsynligvis, blive opfyldt, fordi Kirkeby plejer at være lang tid om et stort maleri, og fordi hans malerier som regel bliver malet over temmelig mange gange. Punkt 4 kunne instruktøren kun blindt håbe på, mens punkt 5 burde give sig selv: Kirkeby er og bliver en stor ævlemester, ikke mindst når det gælder hans eget værk. Han er tænksom, fyndig, vittig, nøgtern og selvbevidst, hvilket er sjældne kvaliteter – bortset fra selvbevidstheden – hos (om sig selv) talende billedkunstnere.

Det fremgår ikke klart, hvordan Kirkebys voice-over er blevet til, men han forekommer alt for sprogligt ovenpå og distanceret til at være stedt nede i den dramatisk tvivlrådige proces, mens han taler – og taler og taler.

I starten taler han om, at maleriet ”ligner et rigtig abstrakt billede, sådan noget jeg hader”. Senere ser han sig sur på en ”lummer” solnedgang i maleriets højre hjørne, mens hans i venstre side forsøger at ”gnubbe og møve sig ind”. For alt i verden skal maleriet ikke blive for ”tilforladeligt”.

Efter lag på lag på lag af maling er røget på lærredet – på et tidspunkt er det så vådt, at han slet ikke kan male videre – begynder han at blive mere tilfreds, ”en power skyder sig frem”. Og så er det ligesom fodbold, der skal ”ro over spillet”, hvilket er ”røvekedeligt at se på”.

De mange, mange timers optagelser er imponerende skarpt og elegant klippet sammen af Jargil: Vi ser maleriet i alle dets faser, og vi ser maleren male, omhyggeligt og nonchalant og heftigt, og vi ser ham sidde sammensunket foran maleriet og trave rundt i cirkler foran det og løbe tyrefægteragtigt frem mod det og tale og råbe til det, og vi ser hans søn og hans kone og hans filmskurk-lignende (Hans Gruber i Die Hard, cirka) kunsthandler komme forbi.

Vi ser maleriets liv og livet med maleriet. Og det er hele tiden urimelig spændende og underholdende. Hvad mere kan man forlange af en male/maler/malerifilm?

Nå ja, maleriet, der heldigvis kan ses (det oplyser filmen ikke) på Statens Museum for Kunst, er også ret fedt.