Anmeldelser

John Malkovich er i hopla som hyperparanoid eks-spion og redder en ellers unødvendig anden omgang af sagaen om aldrende agenter.

Skuespil og plot er middelmådigt, men hvad gør det, når effekterne får gulvet til at ryste i Guillermo del Toros nye film?

Følsom film med fantastisk barneskuespillerpræstation er dette årtis Kramer mod Kramer.

Kortfilmen før Monsters University er mere sprudlende end selve hovedfilmen, der er en skuffende toer i monsteruniverset.

Spansk gyser er overraskende, grusom og dragende – en værdig arvtager til Børnehjemmet og Julias øjne.

The Wolverine leverer kompetent action, men føles som et mellemspil før næste sommers store X-Men-slag.

Filmen om Natascha Kampusch’ gruopvækkende skæbne får én til at ønske, at den var lavet af Ulrich Seidl – og at Thure Lindhardts østrigske kidnapper ikke havde talt formfuldendt britisk!

Ethan Hawke kæmper for sin families overlevelse i en skuffende flad fremtids-thriller, hvor al kriminalitet lovliggøres i et årligt, tolv timers vindue af kaos og katarsis.

Stjernebesat tryllekunstnerfilm er ét stort, usandsynligt bluff.

Steve Carrell og andre komiske talenter leverer varen og mere til i sommerens indiehit, om en ensom, ædruelig teenager i et voksent Sunny Beach-inferno.

I det seneste nummer af Ekko bragte vi Christian Braad Thomsens store anmeldelse af Ulrich Seidls Paradis-trilogi. Her kan man læse et uddrag om Paradis Tro, der nu får premiere.

Brad Pitts hår og skægstubbe sidder perfekt i hvert sekund af stort anlagt zombie-film, hvor undergangsinfernoet blot er en tom kulisse.

Sofia Coppola har begået en lækker, men overraskende uvedkommende film om en flok narcissistiske teenagere, der er besat af bling og berømmelse.

Unge Eloise Laurence leverer en uhørt god børnepræstation i britisk film, der er et sammenstød mellem hård realisme og betændt sydstatsdrama.

Trods delikate close-ups af franske hofretter lugter Bon appétit, hr. præsident mere af gammel Camembert end haute cuisine.

Terrence Malicks nye film bruger uendelig meget tid på al den udramatik, Hollywood fornuftigt jager forbi i montage-sekvenser. Det er Heidegger filmatiseret som en Campari-reklame – eller omvendt.