Biografanmeldelse
16. okt. 2013
Reaching for the Moon
Reaching for the Moon vandt hovedprisen i serien for film med homoseksuelle tematikker, Teddy Award, på Berlin-festivalen. Den fortæller den virkelige historie om forholdet mellem poeten Elizabeth Bishop og arkitekten Macedo Soares. Foto | Mauro Pinheiro Jr.

Reaching for the Moon

Brasiliansk biopic om et lesbisk forhold mellem en digter og arkitekt er fyldt med lækre optagelser, som utvivlsomt har vakt glæde hos landets filmfonde.

Af Leslie Felperin

Filmskabere elsker at lave biografiske film om dysfunktionelle, elskende kunstnere i en særlig historisk periode. I år blev Summer in February – om relativt ukendte boheme-malere før Første Verdenskrig – et mindre arthouse-hit i England. Og for ikke længe siden fik vi tv-film som Hemingway & Gellhorn og Coco Chanel & Igor Stravinsky, stjernebesatte, men forglemmelige film, der uforklarligt bliver begunstiget af festivalerne (de sidste to fik premiere på Cannes).

Det er derfor ingen overraskelse, at Reaching for the Moon (kendt i produktionslandet Brasilien som Flores Raras) fik verdenspremiere på Berlin-festivalen, hvor den lesbiske kærlighedshistorie gjorde den til en kandidat til den eftertragtede Teddy Award. Men denne fortælling om det stormfulde forhold mellem den amerikanske poet Elizabeth Bishop (Miranda Otto) og hendes elsker, landskabsarkitekten Lota de Macedo Soares (Gloria Pires), har heldigvis mere at byde på end den gennemsnitlige knaldroman baseret på en sand historie.

De stærke hovedrolleindehavere giver overbevisende næring til de autentiske personer, hvis evner da også berettiger biopic-behandling, selvom de er relativt ukendte for en bredere offentlighed. Filmen er desuden instrueret med en fin mængde følsomhed af den brasilianske veteran Bruno Barreto (bedst kendt for 1976-hittet Dona Flor and Her Two Husbands), selvom Marcelo Zarvos forfærdeligt kvalme underlægningsmusik lader meget tilbage at ønske. Endelig ser den særdeles lækker ud med sine fotogene optagelser fra Brasilien, hvilket utvivlsomt vækker glæde hos de mange lokale filmfonde, der har postet penge i produktionen.

Historien folder sig ud i en sekstenårig periode i 1950’erne og 60’erne og afdækker først passionen og siden det lidelsesfulde brud i forholdet mellem de to kvinder. Den neurotiske og generte Elizabeth rejser på ferie til Brasilien for at besøge en gammel ven fra studietiden, Mary, som igennem et stykke tid har delt seng med den udadvendte, tilbagelænede Lota. Selvom Elizabeth og Lota først ser skævt på hinanden, overgiver de sig hurtigt til deres slet skjulte, gensidige tiltrækning og skubber Mary ud på et sidespor, om end ikke helt ud af deres liv. Lota køber (!) senere en brasiliansk baby til Mary, og de tre kvinder opfostrer dybest set barnet sammen på Lotas store landejendom.

Som alle andre af denne type biografi-film forkynder Reaching for the Moon, at man kan være talentfuld eller lykkelig, men ikke begge dele. Og med Elizabeths intense alkoholisme og Lotas maniske besættelse af at fuldende sit mesterværk, Flamengo Park i Rio de Janeiro, begynder det hele da også at smuldre. Hvis ikke det var baseret på virkelige begivenheder, ville udviklingen i sidste akt virke som melodramatisk overkill. Heldigvis nedtoner Miranda Otto og Gloria Pires de følelsesmæssige udfald i deres afdæmpede spil, hvilket er uundværligt, da manuskriptet ikke overbevisende forklarer Lotas mentale nedtur.

Filmen er spækket med hyldest til Elizabeth Bishops usentimentale, kraftfulde poesi og til Macedo Soares visionære arkitektevner, og den formår at gøre deres bedrifter tilgængelige for et bredere publikum. Indimellem tegnes der også et gribende portræt af, hvordan homoseksuelle par begik sig socialt i en tid før Pride-optog og lige rettigheder. Mary forklarer for eksempel, at hendes familie derhjemme slog hånden af hende, da hun sprang ud som lesbisk. Men i de brasilianske yderområder tager ingen rigtigt notits af hendes samvær med Lota, fordi et seksuelt forhold mellem to kvinder her er fuldstændigt utænkeligt.

Det er den slags små detaljer, som gør dette ellers meget konventionelt skårede drama en smule mere seværdigt end den gennemsnitlige biopic.

Land:
Brasilien

År:
2013

Originaltitel:
Flores Raras

Instruktør:
Bruno Barreto

Manuskript:
Carolina Kotscho, Matthew Chapman

Medvirkende:
Miranda Otto, Glória Pires, Tracy Middendorf, Treat Williams

Spilletid:
117 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
17. oktober 2013

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
24. juli 2025
All We Imagine as Light

All We Imagine as Light

Biografanmeldelse
09. sep. 2024
Kun os to

Kun os to

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Sparta

Sparta

Biografanmeldelse
10. juli 2023
Bror og søster

Bror og søster

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro