Bror og søster

Mens jeg ser Bror og søster, kan jeg ikke lade være med at tænke på den gamle kontorplakat, der lyder: ”Du behøver ikke være tosset for at arbejde her – men det hjælper!” 

For man behøver ikke være fransk for at holde af Arnaud Desplechins film, men mon ikke det hjælper? 

Det er i hvert fald nærliggende at tænke, når enhver af hans film efter en celeber Cannes-premiere bliver mødt af klapsalver fra de lokale kritikere og skuldertræk fra resten af anmelderkorpset. 

Arnaud Desplechin opfylder klichéen om gallisk filmkunst: 

Dvaske manuskripter om det bedre borgerskabs neurotikere, der snakker i én uendelighed, indtil de afbrydes af skingert melodrama. 

Berømte skuespillere i chik, ultradyr mode, der spiller, som om hvert tårevædede skænderi vil blive vist til César-prisuddelingen, de franske Oscars. 

Krukket magisk realisme, der titter frem uden forklaring i historiens ellers strengt realistiske rammer. 

Ja, Bror og søster opfylder alle punkter. 

Filmens stjernebesætning anføres af Melvil Poupaud og Marion Cotillard, der begge spiller som pisket i rollerne som søskende i en tragisk familiesaga forklædt som en social komedie. 

Vi møder Louis og Alice Vuillard i en følelsestung scene, hvor Alice og en tredje søskende, Fidele (Sinjamin Siksou), ankommer til begravelsen for Louis’ seksårige søn. 

Men den sorgramte Louis smider dem på porten med ørerne fulde af eder og bebrejder særligt Alice, at hun end aldrig mødte sin nevø. 

Det er en stærk konfrontation, men scenen slutter alt for tidligt, og snart springer handlingen fem år frem i tiden. 

På en stille, snedækket landevej ser Alice og Fideles forældre, Abel og Marie-Louise, en ung kvinde køre ind i et træ. Abel forsøger at trøste kvinden, men da Marie-Louise stiger ud for at hjælpe, kommer en lastbil pludselig drønende og pløjer direkte ind i alle tre! 

Den unge kvinde bliver dræbt, mens forældrene lander på intensivafdelingen. 

De var på vej til Lille for at se Alice, som nu er en verdensberømt skuespiller, i et teaterstykke baseret på James Joyces novelle The Dead. 

Uheldet tvinger Louis til at forlade den afsides bjergtop, hvor han har trukket sig tilbage med sin partner Faunia (Golshifteh Farahani). Her skriver han selvbiografiske bøger så fulde af had mod Alice, at hun har sagsøgt ham for ærekrænkelse. 

I flashbacks, der er skiftevis afsindige og afdæmpede, ser vi, hvordan Alice for mange år siden indså, at hun hader Louis af et ærligt hjerte. Et had, der kun næres af hans litterære succes. 

Jo mere succes, hun selv får som skuespiller, desto mere er Louis begyndt at gengælde hendes følelser.

Deres fejde er så smålig, absurd og barnlig, at det er svært at føle andet end irritation for de to søskende. 

Alice står på pinde for at hjælpe en fan, mens hun forsømmer sin egen søn, Joseph, og hun er direkte uforskammet over for en ellers meget hjælpsom apoteker. Louis viser sig som et narcissistisk monster, da han i en scene er modbydelig over for stakkels Joseph. 

Kort efter ankomsten til Lille skynder han sig ud for at score opium, inden han sætter sig for at læse sine egne gamle manuskripter. 

Efter et par sløje ryk i handlingen og et par farceagtige undvigelsesmanøvrer på hospitalet støder Alice og Louis endelig på hinanden i supermarkedet. Her affejes filmens bærende had/kærligheds-konflikt tilsyneladende med et høfligt ”pardonne-moi”. 

Det er komplet utroværdigt. Konklusionen virker grebet ud af det blå. 

Søskendeforhold er et interessant og komplekst emne, men Bror og søster er så kunstig og manieret – i forbifarten antydes sågar en incestuøs relation – at ethvert forsøg på at engagere sig saboteres. 

Gang på gang går den imod enhver autentisk forståelse for familier, søskende – eller bare mennesker generelt. 

Man skulle være tosset for at kunne lide den. Eller i hvert fald fransk.