Flyvemaskiner

Visuelt og æstetisk befinder Disneys Flyvemaskiner sig i nøjagtigt samme univers som selskabets kæmpesucces Biler. Der er tale om en spin-off med antropomorfe transportmidler, der har øjne så store som møllehjul.

Historien griber også lystigt fra samme værktøjskasse som Biler – blot med omvendt fortegn.

Hvor den smarte, racer-storbybil Lynet McQueen i Biler ender med at finde ægte charme og venner i en primitiv hillbilly-by, handler Flyvemaskiner om en orange marksprøjteflyvemaskine, Dusty Markhopper. Han bor dér, hvor kragerne vender, og han drømmer om at blive racerflyver langt fra markens muld. Målet for ham er ægte venner blandt de smarte, skinnende flyvemaskiner, der ellers bare griner af den gødningsstinkende bonderøvsmaskine.

Dusty Markhopper har fløjet og loopet over de blidt bølgende marker for at kvalificere sig til den prestigefyldte konkurrence: Vinger Jorden Rundt. I kvalifikationsrunden imponerer han de skeptiske racerflyvere, og takket være en doping-diskvalifikation kommer han med i det store ræs.

Anden Verdenskrigs-veteranen Skipper indvilliger i at træne ham, og som en vaskeægte underdog bliver han både publikums og pressens favorit. Det huer dog ikke den tredobbelte vinder, Ripslinger, der er vant til at sole sig i opmærksomheden.

Med i konkurrencen er deltagere fra hele verden, og de forskellige nationaliteter er fordomsfyldt fremstillet – særligt Dustys kammerat, den farverige og dramatiske El Chupacabra fra Mexico, der er maskeklædt som en anden lucha libre-wrestler.

Der kommer dog også fine detaljer ud af stereotyperne, som når man i baggrunden ser engelske trækbiler stå og dyppe teposer i kopper. Traktorerne som Indiens hellige køer er kostelige!

Flyvemaskiner bevæger sig i højere luftlag, men udnytter ikke 3D-effekten til fulde. De flotte landskaber med bølgende bakker og disede bjerge har stor glæde af dybdefornemmelsen – men når nu filmen handler om et flyveræs, hvorfor er der så ikke lagt mere i den dramatiske udfoldelse af konkurrencens fem forskellige etaper?

Den sidste og mest nervepirrende omgang, hvor Dusty og Ripslinger mødes mano-a-mano, er inspireret af pod-ræset i Star Wars: Episode I, der trods sine fjorten år på bagen er mere mavesugsfremkaldende end her. Der skulle da ellers have været rig mulighed for at lave nogle fede og flotte flyforløb.

Den danske versionering føles gumpetung, og flere engelske udtryk – som ”those who can’t, teach” – er direkte oversat. De danske replikker er leveret forjaget og tenderer flere steder uforståeligt nonsens.

Biler blev en kæmpe merchandise-succes, og man kan ikke gå forbi en SFO eller børnehave uden at blive blændet af en trøje eller taske med det glinsende sølvlogo. Nu skal Flyvemaskiner sælge mere plastikbras til glade drenge og drengepiger. Hvis man er flyentusiast, er det sikkert sjovere at tage en tur til Flyvergrillen og se virkelighedens maskiner.