Dybet

En kold nat i 1984 går fiskerskibet Breki ned fem sømil ud for Islands stormombruste Vestmannaøer. Besætningen overlever ikke længe i det bare fem grader, iskolde vand. Med undtagelse af én: fiskeren Guðlaugur ”Gulli” Friðþórsson.

Kroppens naturlige, hypotermiske nedkøling burde have taget livet af ham i løbet af nogle minutter, men efter seks timer i vandet kæmper han sig op på land, vandrer barfodet over glasskarpe vulkanske klipper for endelig at kollapse af udmattelse ved det første hus, han finder.

Baltasar Kormákur fortæller denne utrolige, men sande historie med en – for det meste – afbalanceret dramatik, der fungerer bedst, når vi befinder os til vands.

Baltasar Kormákur er en svingende instruktør, der – ligesom flere af sine danske kolleger – ofte kommer på glatis, når han drager ud i det store udland (Contraband, A Little Trip to Heaven og senest 2 Guns, der pudsigt nok også får dansk premiere i dag).

Med Dybet er han tydeligvis på hjemmebane og viser et fint blik for fiskernes stoiske liv og sammenhold på de vulkanske Vestmannaøer, der skildres i afdæmpede, blege gråtoner. Kontrasten mellem det blåsorte nattehav, den gråkolde dis og det hvide snelandskab er på en gang smukt og skræmmende.

Som i den barske krimi Jar City (2006) og det komisk isnende familiedrama Havet (2002) viser Kormákur også her udpræget talent for at få det bidende og bidske islandske klima til at gå i spænd med historien og samtidig trænge ind under huden på os. Gullis overlevelseskamp til vands og til lands giver bogstavelig talt kuldegysninger.

Til gengæld havde man gerne undværet den lidt irriterende, kælne musik i nogle af de dramatiske scener, der fint kunne have stået alene.

Instruktøren har dog fået en gave i form af hovedrolleindehaveren Ólafur Darri Ólafson, der er et kendt og meget benyttet ansigt i Island. Det meste af filmen hviler på hans skuldre, der heldigvis er brede nok til at bære det (naturligt) tynde plot.

Darri Ólafsons præstation er økonomisk turneret uden de store fagter, men er alligevel stilfærdigt stærk, hvad enten han er på druk med de andre fiskere, taler til nysgerrige måger mutters alene i det kolde vand eller ser utilpas til, mens ivrige videnskabsmænd undersøger, hvordan i alverden han kunne overleve.

Kormákur har lidt overraskende valgt at inkludere ulykkens lange efterspil, hvor Gulli på landjorden møder omverdenens forundring og beundring som henholdsvis videnskabelig anomali og national folkehelt.

Midt i interessen fra medier, videnskabsmænd og andre nysgerrige er Gulli i sorg over tabet af sine venner og kolleger. Samtidig nages han af skyldfølelse over, at han overlevede, mens de andre døde – uden at han møder nævneværdig forståelse eller medfølelse fra omverdenen.

Det er et interessant perspektiv, som man sjældent ser i denne slags overlevelseshistorier, men det er også en dramaturgisk mavepuster til den ellers højdramatisk medrivende overlevelseskamp. Efterhånden bliver dette efterspil til skibsforliset mere og mere urytmisk fortalt og kommer til at fremstå påklistret.

Men Ólafur Darri Ólafsons ensomme fisker gør alligevel Dybet til en stærkt anbefalelsesværdig film.

Mens Gullis kamp i vandet var ren overlevelse, er hans trængsler på landjorden et eksistentielt spørgsmål. Han bryder sig ikke om at blive trukket rundt i manegen som hverken cirkushest eller forsøgsrotte. Han vil bare gerne levesit liv. Og man kan ikke undgå at blive bevæget, da han endelig sætter foden for døren – på sin egen stilfærdige facon.

Trailer: Dybet