Guld

De færreste ved i dag, at den største indvandrergruppe i 1800-tallets Nordamerika var hverken briter, irere eller italienere, men derimod tyskere.

Som alle andre var tyskerne drevet mod the land of opportunity i jagten på lykke og rigdom. I 1890’erne gjorde rygterne om store guldfund Klondike-regionen i Canada til en særlig eftertragtet – og oftest fatal – destination for mange europæiske nybyggere.

Guldfeberen er udgangspunktet for den aktuelle tysk-canadiske western Guld, hvor de tyske indvandrere ganske forfriskende rent faktisk taler tysk, mens de ”ægte” amerikanere ikke kan kende forskel på en dutch og en deutsch.

Guld, der deltog i hovedkonkurrencen på sidste års Berlinale, følger den fraskilte, tidligere tjenestepige Emily Meyer (Nina Hoss), der slutter sig til en gruppe tyske nybyggere på en farefuld rejse nordpå i håb om at nå guldgraverbyen Dawson i Klondike.

I løbet af den over 2000 kilometer lange rejse svinder gruppen på syv personer langsomt ind, mens mismod og mistænksomhed indfinder sig, i takt med at de når længere og længere ind i Canadas vidtstrakte vildnis.

Tysklands egen flirt med western-myten kan spores tilbage til den tyske forfatter Karl May, hvis populære, blåøjede western-bøger om den ædle indianerhøvding Winnitou blev filmatiseret i en stribe b-film i 60’erne. Det blev fødslen af subgenren sauerkraut-western, der med god grund aldrig opnåede samme anerkendelse som sin italienske spaghetti-pendant.

En ægte sauerkraut-western er Guld ikke. For trods figureringen af seksløbere, fåmælte indianere og klassiske western-temaer som grådighed og pilgrimsfærd, er der ikke meget western-eventyr at spore i en underligt slæbende søvngænger-agtig film, som man ærlig talt ikke husker meget fra, efter man har set den.

En oplagt sammenligning er Kelly Reichardts minimalistiske western Meek’s Cutoff (2010) om en anden pilgrimsfærd i Oregons ørken med en anden stærk kvindelig protagonist (Michelle Williams). Men Guld har ikke antydningen af samme rugende intensitet i et barsk og goldt landskab.

Uden for western-genren finder man også visse ligheder med Wim Wenders’ fremragende og skævt minimalistiske roadfilm fra 70’erne som Undervejs og Alice i byerne. Det kommer blandt andet til udtryk i et særligt germansk sindelag i figurerne, men instruktør Thomas Arslan har langt fra samme sans for elegant karakteropbygning.

Eller rettere: Arslan praktiserer øjensynligt nærmest ikke karakteropbygning.

Det er lidt ærgerligt, da den banale arthouse-western heller ikke har meget andet kørende for sig i form af hverken gribende action eller en interessant æstetik.

Naturen – et velkendt dramaturgisk greb i wagon train-westerns – opstiller ingen større forhindringer i det pittoreske landskab, hvor vejret altid er godt. På lydsiden bliver man hurtigt træt af den kikset smægtende guitar, som markerer rejsens fortsatte fremfærd.

Konflikterne primært opstår som følge af gruppens forskellige personligheder. Dem er man dog ligeglad med, for man lærer dem aldrig at kende.

Undervejs er der tid til en fersk flirt mellem Emily og gruppens erfarne cowboy med vejrbidt model-look.

Heldigvis er Nina Hoss en så god filmskuespiller, at hun ikke behøver andet end sit sarte, udtryksfulde ansigt til at skabe en stærk og forholdsvis interessant kvindekarakter. Rundt om Hoss er skuespillet stift, indimellem ligefrem dilettantisk. En amputation-scene bliver ufrivillig komisk, da skuespilleren har svært ved besvime overbevisende.

Guld er den slags artfilm, der i de senere år har haft en tendens til at bruge minimalisme som en sovepude.

Devisen lyder: Har du ikke noget at fortælle, da fortæl så lidt som muligt og foregiv, at der ligger en dybere mening bag dine dvælende billeder og intetsigende karakterer, som stirrer tomt ud i intetheden.