Spies & Glistrup

Spies & Glistrup lancerer to i mine øjne usympatiske hovedpersoner i et historisk venskabs­epos: et penge­ magtmenneske uden empati, drevet frem af ensporet egocentri, håndi hånd med en fanatisk skattespekulant og partistifter, der gødede jordbunden for Dansk Folkepartis fremmedhad. Et forhenværende nazipartimedlem og en fremtidig racist i ømt, muntert og økonomisk indbringende samarbejde – er det virkelig et heltekvad værd at synge om 1960’erne og 70’ernes danmarkshistorie?

Men politiske korrektheder kommer man heldigvis ikke langt med, når man udsætter sig for denne fortælle­- og anekdoteglade film.

Spies og Glistrup gives måske mere, end hvad der tilkommer dem af ære og rampelys, men den i dansk sammen­hæng utraditionelle biografi­film underholder sprælsk, når den med vellyst udmaler parrets farverige personligheder, fremragende levende­gjort af Pilou Asbæk og Nicolas Bro. De to når gang på gang ind til mennesket bag masken.

På ideplanet virker filmen basalt imponeret af de to originalers fælles opgør med den standardiserede velfærdsstat med dens velregulerede ”middelmådighed”. Vi skal, især i starten, se dem som dejligt raske drenge, der kan tænke selv. Til egen fordel ganske vist, men Glistrup udvikler sig til en forvredet idealist. Det ”officielle” magtapparat består jo af stivstikkere eller dobbelt­ moralske spejderdrenge som Jesper Christensens gustne dommer Bergsøe.

Det er næppe helt tilfældigt, at instruktøren hedder Christoffer Boe, for som ung var han stærkt optaget af ultraliberalistiske tanker og bidrog til tidsskriftet Libertas på den yderste anarkistiske højrefløj. Staten og dens love er hovedfjenden.

I filmens ideologiske kernescene drager de to venner i åben sportsvogn ud i en blomstrende gul mark, hvor Glistrup fremsætter sine visioner om statens afskaffelse, udmundende i ”udraderingen” af ham selv, hvis han ender med at komme til magten. De kører galt, for Spies kan ikke følge vennen i hans politiske projekt. Han er kun interesseret i selvrealisering og i at gøre grin med borgerskabet.

Dette er venskabets let komiske apoteose. Siden slår Spies hånden af sin ven på temmelig lusket manér. Den retsforfulgte Glistrup bliver lig med dårlig business. Men har den døende Spies et skjult Rosebud­-budskab, der som i Citizen Kane forklarer det hele, gemt i baghånden?

Trods al solidaritet skåner Christoffer Boe ikke sine ”helte” på deres vej nedad bakke. Spies viser sig som en moralsk kujon, hans elskerinder bliver yngre og yngre (bemærk Camilla Lehmann i en fin debut som Inger Weile), og en generel regression sætter ind. Glistrup bliver en tragikomisk fanatiker med næsten lige så store skyklapper som dem, Nicolas Bros psykopatisk besatte hovedperson bærer i Offscreen.

”Baseret på virkelige begiven­heder – og en del uvirkelige” lyder den afvæbnende ærlige fortekst. Selvfølgelig er filmen i mangt og meget fri fortolkning. Men Boe og hans med­manuskriptforfatter, Simon Pasternak, har klogt begrænset hovedhandlingen til tidsrummet 1965­73 samt kreeret en velfunge­ rende rammefortælling, der sætter en ironisk streg under venskabet.

Det er elegant gjort, og filmen er som helhed en vellykket debut i mainstream­genren for Boe, derfor første gang skipper raffinerede meta­lag og manisk afsporing som dominerende elementer. Sin æste­tiske filmfornemmelse har han ikke sat til. Læg for eksempel mærke til den fine måde, hvorpå han med sin faste fotograf Manuel Alberto Claro genskaber datidens let afblegede farvefilm­look, hvor dygtigt han bruger schlagere og ægte filmklip fra tiden som kommentarer og åndehuller, og hvor sikkert han kontrollerer en kæmpe rollebesætning.

Her er meget at beundre, mindre jeg egentlig bryder mig voldsomt om, derfra hvor jeg nu engang står. Men Christoffer Boe er en instruktør i vækst. Han har næppe overrasket for sidste gang.