Biografanmeldelse
27. aug. 2013
Samsara
Dokumentarfilmen Samsara byder på alt fra balinesiske dansere og dampende svovlbrud til mavesugende timelapse-sekvenser med rullende himle over storslåede naturscenarier. Foto | Ron Fricke

Samsara

Fantastisk billedbombardement om klodens tilstand er en af årets store filmoplevelser. Se den over hele landet torsdag – og i udvalgte biografer derefter.

Af Nikolaj Mangurten Rubin

Samsara er et 99 minutter langt billeddigt, hvor vi betragter verdens store og små vidundere gennem et ofte statisk kamera. Det lyder måske ikke videre ophidsende. Men filmet på 70mm celluloid og med en smækker musiklydside er det en vild oplevelse, når man læner sig tilbage i biograf­ sædet og lader sig opsluge i det enorme, knivskarpe 4K­digitalbillede. Et billedbombardement af enorm skønhed og sublim gru.

Samsara betyder ”livets hjul” og refererer til den uendelige cykliske bevægelse af fødsel, liv, død og karmisk genfødsel, som optræder i en række religioner. Dermed understreger titlen, at filmen vil vise et billede af klodens tilstand, både som den tager sig ud helt naturligt, og som vi mennesker påvirker den kulturelt med vores livsstil og stadige bearbejdning i jagten på råstoffer og nye leveformer.

Filmen er optaget over fire år i hele 25 lande verden over. Vi møder – blandt meget andet – balinesiske dansere, Tollundmanden, futuristiske asiatiske skyskraberlandskaber, krops­ modificerede afrikanske stammefolk, vulkanudbrud i slowmotion, dansende filippinske fængselsfanger, kinesiske giga­fabrikker, dampende svovlbrud, moderne (dansk!) landbrug, japanske strippere, robotter, mandala­tegnende munke, kæmpelossepladser og mavesugende timelapse­sekvenser med rullende himle over de mest storslåede naturscenarier.

Vi ser tidligere tiders kulturskatte ædt op af naturen og historiens gang, imens nye kulturer og megabyer skyder op og skaber nye landskaber og moderne menneskemyretuer.

Fotograferingen taler for sig selv, og den for tiden så populære 3D­teknologi gøres til skamme, når instruktør og fotograf Ron Fricke udfolder sin 2D-­billedmagi med udtalt sans for farver, dybde og beskæring. Velkendte optrin blandes perfekt med sælsomme billeder, der ligner noget fra fremmede verdener, og man måber gang på gang over ting, man ikke har set så detaljeret og smukt skildret på film før.

På mange måder minder Samsara både om Frickes forrige film, Baraka (1992), og om den semi­ klassiske Koyaanisquatsi fra 1982, som han var fotograf på. Sidstnævn­ tes lidt kultagtige status i dag skyldes både Philip Glass’ smukke musikspor og Frickes fabelagtige billeder, der gav brugen af timelapse­optagelse og ­klippeteknik sit store gennembrud.

I modsætning til Koyaanisquatsi er Samsara dog på ingen måde prædikende eller eksplicit moralise­ rende i sin skildring af menneskets indvirkning på naturen.

Tværtimod hylder Samsara kultur og natur på lige vis, og de to ting stilles ikke op som fjender eller modpoler som i dens ældre slægtning. Det er dermed en langt mere moderne og åben film, der kræver lidt mere af tilskueren: Man kan frit vælge at opleve den som en hyldest til menneskets formåen eller som en påmindelse om vores begrænsninger – eller begge dele!

Filmen fungerer desuden som en kærkommen antitese til tidens hektiske Instagram/Facebook­billed­ kultur, hvor mængden af solnedgange og filter­lækkergjorte selvportrætter er omvendt proportional med visuelt talent og fortællemæssige ideer.

Tempoet i Samsara er langsomt, manende og tålmodigt. Som tilskuer får man rigelig tid til at lægge de følelser og meninger ind i billederne, man har lyst til. For den dovne filmseer kan den måske blive en overfladisk omgang hyper­æstetik, men har man blot en smule fantasi og historisk­ kulturel interesse, er der en kæmpe filmoplevelse i vente.

En stor og varm tak til organisa­tionen Doxbio, som igen i år har bragt nogle fantastiske dokumentarfilm­ oplevelser ud i biograferne, hvor film trods alt stadig helst skal ses. Højdepunkter i år har været Ekspeditionen til verdens ende, Stories We Tell og Blodets bånd. Med Samsara tilføjes så et ordløst, visuelt mesterstykke, som ikke kan anbefales varmt nok.

Land:
USA

År:
2011

Instruktør:
Ron Fricke

Manuskript:
Ron Fricke, Mark Magidson

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
29. august 2013

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. okt. 2016
Klanen

Klanen

Biografanmeldelse
01. dec. 2015
Louder Than Bombs

Louder Than Bombs

Biografanmeldelse
25. juni 2015
Bridgend

Bridgend

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro