Klanen

Hvis man ikke kender historien på forhånd, så tror man næsten ikke sine egne øjne.

Den argentinske krimi Klanen begynder nemlig som en fortælling om en almindelig familie i en pæn Buenos Aires-forstad i 1980’erne. Far og mor og fem børn, hvoraf en af sønnerne er en lovende rugbystjerne og en anden en talentfuld tegner.

Godt nok har farmand haft et halvskummelt job i juntaens efterretningstjeneste, men da han mister jobbet, fordi der ikke er så mange kommunister tilbage at jage, ja, så går det først helt galt.

Bag familiens umådeligt pæne og respektable ydre begår de nemlig brutale kidnapninger og mord for at tjene penge til at opretholde deres levestandard i den højere middelklasse. Og langt hen ad vejen kan farens gode kontakter inden for systemet beskytte dem mod at blive afsløret.

Det mest vanvittige er, at historien i Klanen er løftet ud af virkeligheden.

Puccio-familien begik de uhyrlige voldshandlinger over tre år fra 1982 til 1985, indtil de blev afsløret og pågrebet. Der er dog intet dokumentarisk over Klanen, som er en stilig, velinstrueret, velcastet og velspillet kriminalfilm, der langsomt åbner sig og bliver mere og mere uhyggelig.

Det, som gør filmen så foruroligende, er realismen, det sindige tempo, retro-klingende 80’er-musik, de mange nærbilleder og fraværet af hurtig, genreforudsigelig actionklipning.

Man sidder og har fornemmelsen af at opleve en sædeskildring, et almenmenneskeligt drama – og bum!

Så er det hårdkogt action, en krimi af ekstrem karakter, hvor menneskeliv ikke er andet værd end den løsesum, man kan få for dem. Familiens patriark dominerer sine slægtninge psykisk, så det løber én koldt ned ad ryggen, og de fleste lyver højt og flot for både sig selv og hinanden.

Der er noget irrationelt ægte over dynamikken imellem familiemedlemmerne. Nogle er uvidende, andre er mistænksomme og atter andre medhjælpere, når faren iskoldt fører sine psykopatiske kidnapninger ud i livet.

Her må Guillermo Francella som faren fremhæves. Hans præstation i rollen som det dominerende og hemmelighedsfulde familieoverhoved er overbevisende og filmens største aktiv. Hans raffinerede, næsten usynlige overgang fra almindelig familiefar til sadistisk og påfaldende kølig kidnapper er blændende.

Lighedspunkterne understreger, at selv en almindelig mand kan udføre onde gerninger, hvis bare han er overbevisende nok i sit selvbedrag.

Det står også stadig mere klart, at farens tid som regimets håndlanger har lært ham både kidnapningshåndværket og at få folk til at ”forsvinde”. Dermed trækker Klanen de mørkeste sider af Argentinas nyere historie ind, og filmen skildrer mere overordnet autoriteters mulighed for at påvirke, manipulere og forvride en given virkelighed.

Gestaltningen af den morderiske husdiktator og hans magt er skræmmende og stærk. Den er lige ud ad landevejen, men symboliserer samtidig et samfund, hvor den humanistiske fernis er bekymrende tynd og egoismen, ondskaben og grusomheden ligger under overfladen.

Det lyder ikke hyggeligt, og det er det heller ikke, selv om det retfærdigvis skal siges, at Klanen er en underholdende film.

Det er ikke meget, vi ser til sydamerikanske spillefilm i danske biografer, så her er en god mulighed for at opleve lidt af, hvad der også rører sig i filmverdenen uden for Hollywood.

Instruktøren Pablo Trapero kunne opleves for nogle år siden herhjemme med thrillerdramaet Carancho, en kuldslået og gennemført dyster film om en grådig, ambulancejagende forsikringsmand uden moralsk kompas og en yngre kvindelig læge med et afhængighedsproblem. Ligesom den film er Klanen på en gang grum, overraskende og stilfuld.