Anmeldelser

Netflix-serie om homoseksuelle i det amerikanske forsvar – som har fået Pentagon op i det røde felt – er både vigtig, velspillet og baseret på virkelige hændelser.

Forfriskende seriøs Bruce Springsteen-film trodser genrens klichéer og trænger ind i angstens væsen uden kunstig konflikt.

Murakami-filmatisering om et jordskælvs efterdønninger vakler mellem det symbolske og det sentimentale, mens den følelsesmæssige dybde fordamper minut for minut.

Kreativiteten er så massiv, at Ekkos anmelder føler, at hans hjerne skal eksplodere af eufori over den tøjlesløse fortælleglæde.

Toeren af feelgood-komedien om kvinder på den anden side af livets midte fortaber sig i turistagtige billeder, og føleriet er begrænset til hastige skavanker, som hurtigt klares med kærtegn.

Børnene hujer og hepper fra første bid i underholdende dyrezombiefilm, der fungerer som en glimrende introduktion til gysergenren for de større småfolk.

François Ozon har lavet en simrende thriller om en sinister bedstemor og menneskets efterår, hvor det er tid til at gøre regnskabet op, før døden banker på.

Nutidens Pusher har fundet vej til Aarhus, hvor overbevisende skuespil og en håndfast forankring i virkeligheden skaber en rå og medrivende autenticitet.

Den utrolige historie om en mand, der røvede over 40 McDonald’s og endte som hele nationens tagmand, er nu en charmerende og rørende feelgood-film.

Tim Robinsons humoristiske og hæsblæsende serie er et perfekt billede på undertrykt vrede i et samfund, hvor man ikke længere kan få fat i nogen, når man vil klage.

Hollywood plagierer sig selv med sportsserie, hvis humorforladte manuskript og rollebesætning skriger på komikere.

Mens etteren er et seriemordergys med spøgelser, genopstår The Grabber i den knapt så uhyggelige opfølger som en drømmedæmon a la Freddy Krueger.

Poetisk portræt af en cirkusprinsesse tager os med ned ad mindernes allé og viser os den magi, der forsvinder, når savsmuldet lægger sig.

Flot opsat og konstant underholdende gangsterramasjang om to brødre i et fatalt skæbnefællesskab kunne være fremragende, hvis den ikke var så overlæsset med temaer.

Kvinden, der aldrig smiler, fordi paparazzi har fået hende til at hade kameraer, har overraskende meget kameratække.

Dramaserie på Netflix er solidarisk med ungdommens oprør mod normaliteten, men den formår ikke selv at skille sig ud.