Mercy

Nogle film bliver kun værre, jo mere man tænker over dem. Mercy er en af dem, men heldigvis er der i de 100 minutter, sci-fi-actionfilmen varer, ikke tid til megen tankevirksomhed.

Det relativt ubeskrevne blad Marco van Belle bærer det tunge ansvar for manuskriptet til konceptfilmen, der i det mindste er bundet op på en pirrende idé: Hvad nu, hvis hele retssystemet blev erstattet af en supersofistikeret kunstig intelligens, så vi kunne fjerne følelser fra retten?

Gang på gang har menneskelig fejlbarlighed spændt ben for kolde fakta – tænk bare på O.J. Simpson-sagen – så tanken er lokkende. Samtidig lyder det mareridtsagtigt som anklaget at være overladt til computerens ubarmhjertige nåde.

I 2029 vågner politidetektiven Chris Raven (Chris Pratt) op i den varme stol, som han selv tidligere har placeret otte mennesker i: Mercy-retten. Her giver AI-dommeren Maddox mordsigtede 90 minutter til at bevise sin uskyld med al tænkelig teknologi til rådighed.

Fejler man, bliver man øjeblikkeligt likvideret.

Chris har tømmermænd og husker intet. Men han får at vide, at hans kone blev myrdet tidligere samme dag. Var det virkelig ham, eller kan detektiven bruge sine evner til at finde den rigtige morder?

Oplægget læner sig op ad Steven Spielbergs Minority Report, hvor Tom Cruises spåmandsdetektiv anklages for et mord, han spås til at begå i fremtiden.

Men Mercy er på en måde endnu mere konceptuel. Næsten hele handlingen udspiller sig i samme rum, hvor kun optagelser, live-feeds og Rebecca Ferguson som den kunstige dommer supplerer Chris Pratts ansigt.

Af og til må vi vente på informationer på grund af dårligt internet eller forældede kameraer, og det er helt automatisk medrivende at følge med i opklaringsprocessen med minuttælleren tikkende i højre hjørne.

Historien bruger ikke særlig meget tid på den dystopi, der ligger til grund for opfindelsen af Mercy. Selvfølgelig er konstruktionen fyldt med huller, for hvordan skal man bevise sin uskyld, hvis man ikke som Chris er professionel efterforsker?

Den beherskede fortælling tager et klodset sving med fjollede twists og buldrende eksplosioner. Men er man villig til at overse indholdsløsheden, er der masser af underholdning for pengene.

Manuskriptet er forløst af russiske Timur Bekmambetov (Ben-Hur, Abraham Lincoln: Vampire Hunter), som formår at jonglere med spændingen, men taber meget andet på gulvet.

Chris Pratt er ikke noget at råbe hurra for som Chris Raven. Filmen er aldeles uden humor, så komikeren kan ikke bruge sin styrke, og kombinationen af lyset og uinspireret mimik får ham til selv at fremstå AI-genereret.

Personinstruktionen er gået skævt, og ironisk nok er Rebecca Ferguson den mest troværdige som maskine, mens alle andre er svære at tro på som mennesker.

Filmens mange skærme er afviklet med masser af computereffekter af fin kvalitet. Men man kunne have drømt om en mere fantasifuld æstetik, der ikke bare ligner den næste iPhone-opdatering.

Det mest frustrerende er dog, at Mercy gerne vil være mere end dum action og derfor tvinger et mudret budskab ud om kunstig intelligens. Først virker det, som om filmen vil skræmme os med idéen om en maskine som overherre. Men efterhånden bliver Maddox mere og mere hensynsfuld og udvikler en samvittighed, så hun kan agere vor helts tro væbner.

”Vi gør bare det, vi er programmeret til – mennesker og AI. Vi begår fejl og lærer af dem,” siger Chris Pratt storladent i en afgørende scene til menneskets nye bedste ven.

Man bliver opmærksom på, at filmen er produceret af Amazon MGM Productions. For det er, som om Jeff Bezos og hans folk vil overbevise os om, at AI i øjeblikket er et ringe alternativ til retsstaten – men et særdeles lovende ét i fremtiden. Især hvis man, som Amazon, allerede har investeret flere hundrede milliarder dollars i teknologien.

Det leder igen tankerne hen på sidste års filmfadæse fra Amazon, Klodernes kamp, hvor Ice Cubes hovedperson også sidder i en stol igennem hele filmen, inden et Amazon-bud til sidst redder dagen.

Måske det var mere passende, at en kunstig intelligens a la Maddox, der ikke som mennesker lader sig rive med af spænding, fik lov at fælde dom over Mercy?