Nyhed
06. aug. 2025
Ice Cube-film er ny kandidat til verdens værste

Den tidligere rapper Ice Cube ligner, at han er ved at bearbejde et halvpresserende fordøjelsesproblem, skriver anmelderen Ed Power om Klodernes kamp. 

Foto | Patrick Aiello Productions

Ice Cube-film er ny kandidat til verdens værste

Prime Video-filmatisering af Klodernes kamp scorer jammerlige nul procent fra kritikerne på Rotten Tomatoes og får tæsk af brugerne.

Af Frederik Hoff

”Prime nonsens.”

Sådan skriver den britiske filmkritiker fra magasinet Empire om den nye Prime Video-film Klodernes kamp. Og kollegerne ser ud til at være enige.

På kritikersitet Rotten Tomatoes har filmen en jammerlig kritikerscore på nul procent baseret på foreløbig seksten anmeldelser, hvor Empires ikke engang er talt med.

De menige brugere er ikke meget mildere ved sci-fi-værket, som i skrivende stund har en publikumsvurdering på små femten procent. En af dem beskylder filmen for at have ødelagt hans nervøs fødselsdag med sin ringe kvalitet.

”En øvelse i dårlig dømmekraft, især for mit eget vedkommende, fordi jeg spildte to timer på at se den. Jeg er sikker på, jeg vil fortryde det på mit dødsleje,” skriver en bruger, selv om filmen kun er halvanden time lang.

”Effekterne er fesne, manuskriptet er forfærdeligt, og jeg håbede, at rumvæsnerne ville bortføre mig, så jeg ikke behøvede at lytte til det meningsløse vrøvl længere,” vurderer en anden.

En tredje skriver helt kort, at filmen er en fornærmelse mod underholdning og kunst.

Ligner fordøjelsesproblem
Klodernes kamp – på engelsk War of the Worlds – er den nyeste i en række filmatiseringer af H. G. Wells’ sci-fi-roman fra 1897. Det handler om en alien-invasion af Jorden, og den mest kendte film er Steven Spielbergs version fra 2005 med Tom Cruise og Dakota Fanning.

Da en ung Orson Welles i 1938 lavede radio ud af historien, skabte det panik blandt lytterne. Så medrivende lyder den nye film ikke.

Her spiller Ice Cube hovedrollen som en overvågningsekspert hos den amerikanske sikkerhedstjeneste Homeland Security. Han bøvler både med alien-invasionen og forholdet til sin hackersøn (Henry Hunter Hall).

”Det er fjollet, sjusket, og der bruges alt for meget tid på den tidligere rapper Ice Cube, der stirrer på en computerskærm og ser ud, som om han er ved at bearbejde et halvpresserende fordøjelsesproblem,” skriver Ed Power fra britiske Daily Telegraph.

Reklame for Amazon
Klodernes kamp er instrueret af amerikanske Rich Lee. Han er bedst kendt for at instruere musikvideoer til popnavne som Eminem, Lana Del Rey og Billie Eilish, men har også lavet pre-visualiseringer til Hollywood-film som Pirates of the Caribbean og Minority Report.

Nu har Prime Video giver ham en spillefilmdebut, men ifølge kritikerne lader det til, at selskabet tilsyneladende har haft stor indflydelse på manuskriptet.

Anmelderen Peter Debruge fra amerikanske Variety kalder det for én lang reklame for Amazon, og han er ikke ene om at bemærke, at et Amazon-bud ender med at redde dagen.

På TikTok kalder den populære influencer Dylan Page Klodernes kamp for en ny kandidat til titlen som den værste film nogensinde.

På Reddit har flere forståeligt nok gjort sig morsomme på filmens slogan, som er ”It’s worse than you think.”

Trailer: Klodernes kamp

Relevante artikler

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor forlod Bo Green Jensen pludselig Weekendavisen efter fire årtier? Han fortalte i november 2023 sørgmodigt om forløbet til Ekko – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro