All About the Money

Hvis penge er roden til alt ondt, hvad gør man så, hvis man har røven fuld?

Det er udgangspunktet for den irske instruktør Sinéad O’Sheas fascinerende nærstudie af den selvhadende, amerikanske multimillionær, Fergie Chambers.

Hans diagnose af vestligt selvbedrag og hykleri vil vække genkendelse hos mange på venstrefløjen, selv om de færreste vil følge ham så langt som at hylde Putin og Hamas for at gribe til våben mod den amerikanske verdensorden.

Fergie Chambers er en ubetinget ekstremist. Han betragter sin familieformue som kapitalistiske blodpenge og bruger dem til at finansiere blandt andet et revolutionært, kommunistisk kollektiv i Massachusetts.

Det er her, meget af All About the Money, der er medproduceret af danske Sigrid Dyekjær (The Cave), udspiller sig. Hos de søgende sjæle, Fergie har trukket til sig, og som han giver arbejde, gratis husly og et fællesskab på kant med resten af samfundet.

Som Regi, der bor på en gård med sine børn, eller Paige, der er flyttet dertil sammen med sin kæreste. De holder bier, dyrker grøntsager og dyrker jiu-jitsu i en hal fyldt med sovjetiske souvenirs og plastret til med kommunistiske kampord. 

Man får aldrig fornemmelsen af, at en revolution er umiddelbart forestående. Heller ikke da terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023 får gruppen til at begynde at tænke i større baner. 

Fergie hylder angrebet som en legitim og vellykket militæraktion, og han engagerer sig med det samme i den palæstinensiske sag. Han sender penge til protester på universiteter og er med til at stifte organisationen Palestine Action US. 

Filmens afgørende vendepunkt kommer, da revolutionskæmperne beslutter sig for at omsætte tanke til handling og blokerer adgangen til den israelske militærgigant Elbits kontorer i New Hampshire.

Paige bliver arresteret, mens Fergie – og hendes kæreste – flygter til Tunesien.

Her starter Fergie forfra i et miljø, hvor han føler sig bedre tilpas. Han konverterer til Islam, gifter sig med sin kæreste – Stella Schnabel, hvis kunstnerfar hedder Julian – og finansierer fodboldholdet Club Africain, hvis fans hepper under et banner af Hamas-lederen Yahya Sinwar. 

”Du forstår nok, hvorfor jeg kan lide at være her!” siger Fergie til instruktøren og smiler op til begge ører. 

Han er ikke altid lige sympatisk. Men Sinéad O’Shea forholder sig til hans samfundsdiagnose med overbærenhed og forståelse for den indre uro, der får ham til at lange ud. Og som gør det svært for ham at knytte sig til andre mennesker.

Han vil hellere have venner, der forventer, at han betaler for dem, end venner, der lader, som om hans formue ikke betyder noget. For selvfølgelig betyder den noget. Om ikke andet, så har Fergie altid følt sig som en outsider. 

En introtekst fortæller, at den rigeste procent af den amerikanske befolkning ejer lige så megen rigdom som de nederste 90 procent. Og de har også en urimelig indflydelse på politik, kultur og medier.

Med al sin foragt for systemet er Fergie ikke nogen oplagt repræsentant for det amerikanske borgerskab. Alligevel er han repræsentativ i den forstand, at han gør, hvad han vil – og lader andre tage skraldet.

Eller rettere: Han prøver.

I den første scene møder vi ham på et hotelværelse, hvor han ruller joints og pacer nervøst. Han er utilpas og udkørt efter at have raget uklar med så godt som alle i sit liv.

Dette møde bliver rammehistorien for en fortælling, hvis spring i tid og sted er betinget af de indskydelser og planer, Fergie får undervejs. Der er huller i personportrættet, som selv en hurtig google-søgning kan udfylde.

Men da handlingen vender tilbage til hotelværelset efter at have oprullet de seneste to års kaos og drama i Fergies liv, har Sinéad O’Sheas tålmodige tilgang alligevel dirket op for hans anti-alting-attitude.

Det kan godt være, han opfører sig som et røvhul, men filmen lader os forstå hvorfor. Og den lader os forstå, at hvis ikke vi som samfund begynder at tænke i nye baner, har vi flere af hans slags i vente.