Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Robert Pattinson og Charlie Hunnam er forrygende i ambitiøs storfilm om en besat opdagelsesrejsende.

Bedre sent end aldrig får japansk anime-klassiker fra 1991 om den skrøbelige barndom dansk biografpremiere.

Den sidste del af abe-trilogien brillerer med en rørende fortælling og visuel overlegenhed, der kan hamle op med selv Ringenes herre.

Spider-Man er bedre end nogensinde i en veloplagt hybrid mellem superheltefilm og teenage-komedie.

Bruno Dumonts vidunderligt underlige farce om to meget forskellige familier ved den ildylliske Slack Bay hensætter Ekkos anmelder i en lykkelig WTF-tilstand. 

Johannes Nyholms debutspillefilm er Elefantmanden i velfærdssamfundet: monstrøst rørende, virkelig morsom og gigantisk original.

Døden er kun én forkert beslutning væk i et postapokalyptisk kammerspil, der rammer rent med begrundet paranoia og menneskelige dilemmaer.

Rumænsk forvirringskomedie suger tilskueren ind i en uoverskueligt kaotisk familiesammenkomst, som man sent vil glemme.

Hirokazu Koreedas japanske familiedrama for tre generationer er en filmisk maggiterning, der stiller store livsspørgsmål og giver nuancerede svar.

Guldpalmevinderen Cristian Mungiu udfolder elegant en skræmmende korruptionshistorie fra et Rumænien, som ikke er kommet ud af fortidens skygge.

Rørende og smittende livsglad film om sindslidende vækker mindelser om både Thelma & Louise og Gøgereden, men har flere toner og nuancer.

Efterfølgeren til filmen om galaksens vogtere er en festlig humørbombe, som elegant jonglerer med et hav af elskværdige rumvæsner og superhelte.

Nærgående dokumentar optaget over fire år overrasker med en pineramt Anders Matthesen. Er Anden fanget i egen dam?

Kongenial dokumentar om David Lynch kommer tæt på værkernes magi uden at befamle eller afmystificere. Sådan skal et kunstnerportræt skæres!

Sonia Braga leverer en pragtpræstation i rollen som den aldrende musikkritiker, der nægter at føje ungdommens trang til fornyelse.

Den dobbelte, iranske Oscar-vinder Asghar Farhadi kan give psykologiske magtspil en Shakespeare’sk tyngde, uden at han på noget tidspunkt bliver teatralsk.