Biografanmeldelse
22. maj 2017
Efter stormen
Kyôko (Yôko Maki) bliver ofte sjoflet af eksmanden Ryôta (Hiroshi Abe), men de kommer også hinanden nærmere igen, da en tropisk tyfon tvinger dem til en nat i hinandens selskab. Foto | Yutaka Yamazaki

Efter stormen

Hirokazu Koreedas japanske familiedrama for tre generationer er en filmisk maggiterning, der stiller store livsspørgsmål og giver nuancerede svar.

Af Rasmus Brendstrup

Hvis man som undertegnede er blevet lykkeligt afhængig af Hirokazu Koreedas filmiske maggiterninger, der gang på gang med simple råvarer bliver til mættende supper med bittersødme og umami, ja, så kan du egentlig stoppe læsningen efter denne konstatering: Han har gjort det igen.

Til de knap så indforståede er der også godt nyt.

Efter stormen er den perfekte indgangsdør til et nutidigt auteurværk, der engang om en snes år formentlig vil have samme vægt som den legendariske, japanske middelklasse-kronikør Yasujirô Ozus.

Her bliver mennesket – også dig, blege vesterlænding – serveret på et sølvfad i en garniture af vid, nysgerrighed og respektfuldt drilleri.

Koreeda begyndte sin karriere som tv-dokumentarist, men emnerne – eksempelvis en mand med hukommelsestab – foldede sig ud med en følelsesmæssig og filosofisk tyngde, som biografformatet egner sig bedre til. Og sådan blev det.

De første spillefilm handler om tab og erindring og tæller perler som Maborosi, den geniale metafilm Mellem liv og død, Distance og Nobody Knows, mens de efterfølgende mestendels undersøger søskende- og forældrerelationer, som det er tilfældet i Still Walking, Min søns familie og Søstre.

Tonefaldet er blevet mærkbart mildere med årene, arthouse-publikummet blandet med mainstream, men der er stadig en kerne af smerte i filmene, som gør, at man tager dem med sig.

Efter stormen er endnu et familiedrama – denne gang for tre generationer. Ryôta (Abe Hiroshi) er et mislykket forfatterhåb, der lever af at lave overvågningsopgaver krydret med lidt pengeafpresning for begyndere. Kvinderne i hans liv – ekskonen og moren – har han det med at sjofle i jagten på hurtige penge, som han kan fyre af på hundevæddeløb.

Men da de tre samles i morens lille lejlighed sammen med sønnen Shingo og tvinges til at overnatte på grund af en tropisk tyfon, begynder Ryôtas tyndslidte charlatan-overflade at krakelere.

Det giver på karakteristisk Koreeda’sk vis anledning til at grave dybere i store spørgsmål i det moderne liv. Spærrer uindfriede drømme for sansning af øjeblikket? I hvilken alder definerer man sig selv? Og kan man ændre sig?

Svarene i filmen er lige så usentimentale, som de er universelt gangbare.

I Koreedas verden er referencerammerne hverken æresbegreber eller shintoisme, men den voksnes minde om at holde sin far i hånden i stormvejr, mors varme suppe og løgnen, man aldrig fik afmonteret.

Spillet mellem karaktererne er vidunderligt afdæmpet, skiftevis harskt og drillende.

Tilsvarende i Ryôtas snuskede bureau, hvor chefen i billig lædervest undviger alle detektiv-klichéer. Han er sød, lidt naiv, skælder ud – og snakker så om bonusser. Ingen i denne film er større, end deres livsramme berettiger dem til, og det skaber en letbenet form for socialrealisme.

Et af Ryôtas skygningsofre, en kvinde, bliver spurgt, om hun er ked af at have fået den ubekvemme sandhed at høre. ”Nej. For på godt og ondt er det en del af mit liv,” siger hun.

Det kunne fint være Koreedas morale, men den japanske menneskekender lader den elegant liste rundt langs væggene i den tætpakkede lejlighed mellem kopnudler, småkagedåser og dårlig samvittighed.

Hirokazu Koreeda har også lavet nogle virkelig kulrede ting. Hana, en samuraifilm nærmest uden action, og den foruroligende lolitadukke-psyko-horrorfilm Air Doll.

Næste projekt er en thriller, The Third Murder, og jeg vil blive inderligt ked af det, hvis ikke de danske distributører holder publikum herhjemme opdateret til den tid. Det kan næsten kun blive forfriskende på den efterhånden velkendte Koreeda-måde.

Titel:
Efter stormen

Originaltitel:
Umi yori mo mada fukaku

Land:
Japan

År:
2016

Instruktør:
Hirokazu Koreeda

Manuskript:
Hirokazu Koreeda

Medvirkende:
Abe Hiroshi, Maki Yôko, Yoshizawa Taiyô

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
24. maj

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Cph:Dox 2026
20. mar. 2026
Barrio Triste

Barrio Triste

Cph:Dox 2026
14. mar. 2026
Ghost Elephants

Ghost Elephants

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro