It Comes at Night

Der er forskel på at blive forskrækket og skræmt.

Nogle gysere smider øksemordere og blodige lig smask i synet på publikum, så man hopper i sædet og spilder popcornene. Andre holder alt det uhyggelige uden for synsfeltet og nægter at give afløb for frygten.

Jeg blev skræmt fra vid og sans af It Comes at Night. Ligesom The Witch er det en grum familietragedie, der maner en dødsensfarlig stemning frem ved at holde personerne klaustrofobisk forskanset.

Hvor The Witch kredser om synd og religiøs fanatisme, er den altoverhængende trussel her sygdom og smittefare. Det bliver slået fast allerede i første billede, der dvæler længe ved en gammel mand, hvis krop er fyldt med betændte bylder. Han stirrer tomt frem for sig, mens han rasper efter vejret.

Familien omkring ham er iført gasmasker. Datteren Sarah siger et grådkvalt farvel, og så læsser svigersønnen Paul og barnebarnet Travis ham i en trillebør og tager ham med ud i skoven. De lægger ham på et stykke plastik ved siden af et hul, Paul kommer en pude over hans hoved og skyder ham. Så tipper han ham ned i hullet, hælder benzin over og starter ligbålet.

Sådan håndterer man infektion i denne postapokalyptiske verden.

Præcis hvad der er sket, interesserer ikke instruktør Trey Edward Schults. Han bruger civilisationens kollaps som afsæt til et anspændt kammerspil, hvor døden højst kan holdes hen et stykke tid. ”Det skal nok gå alt sammen,” trøster Paul mekanisk og nytteløst Sarah. ”Det tror du ikke længere på, vel?” svarer hun.

Ikke siden Cormac McCarthy-filmatiseringen The Road har jeg set så nådesløst fatalistisk en undergangsfortælling.

Den lille familie er isoleret langt ude i skoven, og de har lige akkurat nok mad og vand til at klare sig. Dermed trækker filmen på den overlevelsesfantasi, som får amerikanske middelklassefamilier til at bygge dommedagsbunkere i baghaven: Omverdenen holdes på sikker afstand bag en dobbeltlåst rød dør.

Indtil det en nat banker på døren.

Schults har så et sikkert greb om gyserens virkemidler – da Paul nærmer sig døren, med øjnene bag gasmasken opspilede af angst, er den eneste lyskilde i nattescenen den lommelygte, han har bundet fast til sit gevær. Det banker og banker, og han sætter sig i position med sit gevær rettet mod døren og sveden dryppende ned i masken, og jeg glemte at tage noter, fordi jeg ikke kunne rive øjnene fra lærredet.

Der var en alvorstung tavshed til pressevisningen. Man kunne høre en knappenål falde til jorden. It Comes at Night er en film skabt til det omsluttende biografmørke, hvor man ikke kan undgå at blive smittet af den forståelige paranoia.

For alle karaktererne er intelligente mennesker, der vil det bedste, men bare én forkert beslutning er en øjeblikkelig dødsdom. Den ubudne nattegæst viser sig at være en desperat familiefar, og Paul og Sarah er nødt til enten at stole på ham eller dræbe ham.

Medmenneskelighed er pludselig blevet en livsfarlig svaghed.

Det er en grufuld fortælling, der knuger i maven takket være intense præstationer fra hele holdet af skuespillere, der tæller nogle af independent-verdenens mest interessante navne, som Joel Edgerton (The Gift), Christopher Abbott (James White), Riley Keough (American Honey) og Kelvin Harrison Jr. (The Birth of a Nation) som sønnen Travis, der drømmer om bylder og opkast, der løber som en tyk tjære ud af munden.

Jeg bliver skræmt bare ved tanken.