Prøven

Chefredaktøren mente, at Prøven måtte være en film for mig. Han fik ret.

Men valgte han mig, fordi jeg er en midaldrende mand, som nok ville kunne leve mig ind i portrættet af kirurgen Romeo (Adrian Titieni)? For jo, det kunne jeg. Romeo, der i sin tilsyneladende godhed handler forståeligt, men dumt og overilet, minder om mig. Jeg genkendte mine nævenyttige sider.

Men måske er det ikke kun mig, der bliver portrætteret. Måske er Cristian Mungius fortælling universel, samtidig med at den tager udgangspunkt i noget lokalt, nemlig korruptionen i det rumænske samfund.

Romeo har knoklet i årevis på hospitalet i trøstesløse Cluj, Rumæniens næststørste by. Forholdet til hustruen, desillusionerede Magda (Lia Bugnar) hænger i laser. Men de nærer en kæmpe kærlighed til gymnasiedatteren Eliza (Maria Dragus).

De vil give hende en fremtid, og fordi Eliza har klaret sig blændende i skolen, kan hun til næste år starte på et fornemt universitet i England. Hvis hun altså får gode karakterer til eksamen. Men det burde ikke være et problem for den dygtige datter.

Så sker der bare det, at Eliza bliver overfaldet. Hun undgår at blive voldtaget, men er i chok og har brækket en arm. Det vil blive svært at gennemføre eksamen, med mindre hun får hjælp.

Romeo begiver sig nu ud på en farefuld færd. Det virker tilforladeligt, da han falder i snak med en politimand, der kender viceborgmesteren Bulai, som har brug for en ny lever. Men hvis nu Bulai kan blive rykket opad på ventelisten til transplantation, så kender han chefen for eksamenskomitéen, der skylder ham en tjeneste.

Romeo har altid været modstander af korruption. Men måske er det også den ubestikkelige moral, der gør, at han er havnet, hvor han er, på et trist provinshospital, selv om han går for at være en fremragende læge.

Hvis nu Eliza kan blive hjulpet igennem sin eksamen – hun skal bare strege et bestemt sted i opgaven over, så vil censor se med milde øjne på den – vil Romeo gerne gå på kompromis med sine idealer.

Det ene skridt fører til det næste, og Romeo bliver udsat for forhør, da anklagemyndigheden har aflyttet viceborgmesterens telefon. Eliza hader at skulle snyde, men overvejer at gøre det for sin elskede fars skyld. Tilmed er hun ikke sikker på, at hun vil til England, fordi hun er forelsket i den unge motorcykelfyr Marius.

Konen Magda har kun foragt til overs for Romeos valg. Og heller ikke hos elskerinden Sandra, som er lærer på Elizas skole, er der længere trøst at hente.

En af filmens mange fremragende scener udspiller sig mellem Romeo og Sandra. Hun vil introducere sin søn for Romeo. Han vil undvige.

Under det meste af scenen leger sønnen iført ulvemaske med nogle børn i baggrunden. Sandra kalder på sønnen. Og i én kameraindstilling ser vi drengen nærme sig og stille sig mellem dem. Uden at tage masken af. En scene, der giver sig tid og er hverdagsnær og skræmmende påen gang.

Det skræmmende ligger og dirrer gennem filmen. Hvad er det med de stenkast mod Romeos rude og bil? Hvem holder øje med ham, og hvornår? Er det hans dårlige samvittighed, der materialiserer sig, eller er det blot en beskrivelse af vilkårene i det postkommunistiske, traumatiserede samfund?

Mungius rå realisme, som vi kender fra Guldpalme-vinderen 4 måneder, 3 uger og 2 dage, er håndholdt og dermed heftig såvel som rolig, fordi handlingerne får lov til at tage den tid, det tager at udføre dem.

Scenerne og samtalerne er lange, men ikke omstændelige. Som tilskuer mærker jeg næsten fysisk Romeos dilemma. Jeg ser så gerne, at han blander sig uden om datterens liv. Og det gør ondt, fordi jeg er bange for, at jeg ikke ville handle anderledes. Hvem ønsker ikke det bedste for deres børn?