”Hører du sirenen, så gå indenfor. Luk døre og vinduer. Bloker alle luftveje.”
Sådan citerer landarbejderen Karl-Göran (Denis Lavant) den pjece, han har modtaget fra den svenske stat, da han sætter ord på sit projekt: At omdanne sit simple hus til en bunker, hvor han og naboerne kan komme i sikkerhed, når bomben falder.
Instruktøren John Skoog er uddannet på Kunstakademiet i Frankfurt, men voksede op på samme egn i Skåne som særlingen Karl-Göran Persson (1894-1975) og har aldrig glemt historierne om ham og det hus, han byggede på med alle forhåndenværende materialer.
Interessen for virkelighedens Karl-Göran er vel blevet til en slags besættelse. Elleve år før Værn skabte instruktøren en kortfilm – samme titel – der har været en succes på kunstscenen.
Jeg nævner det med kunsten, fordi Værn langt fra er en plotdrevet film om panik i atomalderen.
I 2012 anmeldte jeg Jeff Nichols’ gode Take Shelter, der handler om en mand, som ramt af skræk for verdens undergang bliver besat af tanken om at bygge et beskyttelsesrum, en besættelse lig Karl-Görans. Langsom af en amerikansk katastrofefilm at være, men i forhold til Værn er den at sammenligne med Mission: Impossible.
John Skoogs film bevæger sig i sneglefart, men da det udtryk er negativt ladet, vil jeg hellere sige, at den bevæger sig stædigt på gåben.
Karl-Göran går og går. Han henter sække med sand og cement. Han tigger om brugte dæk på det lokale autoværksted. Han trækker sin cykel afsted med tunge jernbanesveller. Han murer og hamrer. Han graver kælderen ud, og huset bliver mere og mere labyrintisk, mens han pligtopfyldende udfører sit arbejde på marken.
I ultralange, sort-hvide indstillinger, smukt signeret af fotografen Ita Zbroniec-Zajt, ser vi høsten komme i hus og markerne blive brændt af. Karl-Göran er både en aparte del af flokken og alene med sit vanvidsprojekt.
Vi bevæger os fra 60’erne til 70’erne. Det er suverænt indfangede tidsbilleder, og man kunne have bildt mig ind, at det var en film fra dengang.
Langsomheden gør, at jeg tænker Béla Tarr og Tarkovskij, men venligheden og den enkle menneskelighed minder mig om en dansk film: Lene og Sven Grønlykkes Balladen om Carl Henning (1969), der viser solidaritet med en sand original fra Sønderjylland (unge Jesper Klein).
Værn er også i slægt med Frelle Petersen (Onkel), selv om der bliver talt endnu mindre hos Skoog.
Det er en film om en katastroferamt mand i et landskab, og han bliver gestaltet af den akrobatiske og snurrige Denis Lavant, hvis furede ansigt er et bevægeligt landskab i sig selv.
Franske Lavant er kendt fra Leos Carax’ Holy Motors og De elskende fra Pont-Neuf og taler ikke svensk, men han har lært at sige replikkerne på skånsk af instruktørens mor. Jo, man mærker noget fremmed i diktionen, men det er med til at styrke portrættet af outsideren Karl-Göran.
De voksne i samfundet betragter ham med venlig overbærenhed. Hans søster (Livia Millhagen) giver ham bekymret søskendekærlighed. Nogle unge idioter chikanerer ham, men børnene i samfundet forstår ham. Det er et barn, som har filmens gennemgående fortællerstemme.
På særegen vis er Værn en film til tiden.
I den nye oprustningstid, vi lever i, hvor staten beder os om at opbygge et hjemmeberedskab, og hvor vi voksne igen har grund til at være bange, minder balladen om Karl-Göran os om, hvor galt det kan gå, hvis frygten får lov til at sluge os.
Selv om der er noget smukt i besættelsen, er den også tragisk og ødelæggende for hans naive sjæl.
Jeg har til slut lyst til at sige tak for, at en film som denne kan finansieres og produceres i nutidens barske filmlandskab. Værn er en original, og originaler skal vi værne om.
