Sælgeren

”Det er ikke til at bo i denne by. Nogle burde jævne den med jorden.”

”Det er sket. Du bor i det, der er bygget ovenpå.”

Teheran slår revner, bogstaveligt og symbolsk, i Sælgeren, det nye mesterstykke fra mesterstykke-fabrikanten Asghar Farhadi. Hvis nogen ikke har hørt om ham endnu, er det en skændsel, for han er manden, der hiver priser hjem til Iran med samme selvfølgelighed, som vi andre spiser håndmadder.

I dette tilfælde Oscar nummer to for bedste udenlandske film og Cannes-priser for bedste manuskript og bedste mandlige skuespiller. Og han har efter sin syvende film stadig til gode at lave en bare middeldårlig en af slagsen.

I Sælgeren gør han det, han er bedst til: kombinerer hverdagsrealisme og krimiplot i en suverænt strammet skruestik, hvor man løbende må skifte sympati og ståsted.

Vi følger gymnasielæreren Emad (troværdigt kriseramte Shahab Hosseini) og hans kone Rana (Taraneh Alidoosti), der ufrivilligt må skifte bopæl. Den nye lejlighed, de rykker ind i – øverst i en pæn, men ikke prangende boligblok – er dog skæmmet af den tidligere lejers blakkede renommé.

Rana bliver udsat for et voldeligt overfald i lejligheden, og Emad skal nu både håndtere hendes krise, arbejde med sin hævngerrighed og flagrende mistanker og holde deres amatøropsætning af teaterstykket En sælgers død på rette kurs.

Samtidig vil han gerne være et forbillede for sine skoleelever. Det kan ikke undre, at Emads selvbillede efterhånden også begynder at slå revner.

Metoden er fascinerende, for Farhadi skaber spænding uden genregreb. I stedet for angst-violiner og håndvåben bruger han arbejdsstress, nyfigne naboer og frustrationer rettet mod folk, man ikke kan få fat i.

Farhadis iranske film fortæller mere om os selv end de fleste vestlige film, samtidig med at vi får et nuanceret indblik i et nutidigt, af-eksotiseret Iran.

Det kan lyde lidt forblommet overhovedet at påpege dette, men Sælgeren betoner modstillingen af iranske og vestlige kulturmønstre på en mere direkte måde end Farhadis tidligere film.

En sælgers død skildrer de store drømmes forlis i virkelighedens trummerum.

At sætte stykket op i Teheran er et udtryk for netop at turde drømme. Censorer lurer i kulissen med krav til omskrivninger, og i selve opsætningen må en prostitueret gå med lang frakke og med tørklæde inden døre, hvilket får en af skuespillerne til at flække af grin. Arthur Millers bramfri teaterstykke bliver et spejl for virkeligheden i et ekstremt bornert kunstmiljø.

Hvis Sælgeren har en svaghed, er det i teaterdelen, der gør mindst for filmens fremdrift og føles unødigt demonstrativ. Den form for intellektuelt spilfægteri var der ikke logisk grund til at skyde ind hverken i Oscar-vinderen nummer et, Nader og Simin – en separation, i ungdomstragedien About Elly eller i underklassedramaet The Beautiful City.

De tre er fortsat Farhadis mest helstøbte film.

Men Sælgeren er fortsat umiskendeligt Asghar Farhadis værk. Ingen kan som han skildre forstandige, sympatiske middelklasseindivider, der får hevet deres tilværelse af hængslerne og under pres må se i øjnene, at de måske ikke er dem, de selv troede, de var.

Det er også få, der som Farhadi kan bruge ordinære rum og døråbninger til andet og mere and rammesætning og rekvisitter. Hans kamerabrug knytter os dynamisk, men uforceret til personerne og deres miljøer – fra den afskallede tagterrasse til det lille Teheran-bageri, hvor Emad endelig finder sin gerningsmand.

Og ikke mindst: Sælgeren slår fast, at han er en gudbenådet personinstruktør. Farhadi kan give psykologiske magtspil en Shakespeare’sk tyngde, uden at han på noget tidspunkt bliver teatralsk eller svigter realismen.

Det er en mesters film. Ikke hans bedste, men mindre kan også gøre det.