Minder fra i går

”Jeg hader tegnefilm,” siger Jørgen Leth hårdt og kontant i dokumentaren De fem benspænd, hvor Lars von Trier, der hader mediet lige så meget, tvinger ham til netop at lave en tegnefilm.

Mon Jørgen Leth nogensinde har set en japansk tegnefilm?

Japanerne kan noget med pen og papir, som ingen fotograf kan trumfe. De har en sans for at fange detaljer, specielt i mennesker, og kan karikere dem, så følelserne stråler.

Det ses tydeligt i skildringen af hovedpersonen i Isao Takahatas Minder fra i går, der på trods af at være lavet i 1991 først nu bliver vist på det store lærred i Danmark.

Hun hedder Taeko Okajima og er 27 år, da vi møder hende på kontoret i Tokyo, hvor hun arbejder. Hun er på vej til at holde ti dages ferie på landet, men inden hun tager af sted, får vi et flashback til dengang, hun var ti år gammel.

Og det er særligt den tiårige Taeko, der stråler ud gennem lærredet med røde kinder, når hun bliver flov, og små sammenknebne øjne samt en kæmpemæssig mund, når hun er ovenud lykkelig.

Overdrivelse fremmer forståelsen, men det er faktisk filmens fine sans for små detaljer, der får universet til at fremstå realistisk og levende.

På Taekos ferie arbejder hun i marken på sin søsters mands bondegård og nyder landmandslivet i fulde drag. I ultranære billeder ser vi duggen, der langsomt glider ned mellem blomsterstilke og solstråler, mens Taeko arbejder med de andre i marken.

Således kastes vi frem og tilbage mellem filmens nutid og 1966, da Taeko var barn.

Hun mindes folkeskolen, hvor pigerne fik menstruation og blev drillet af drengene, der var overbeviste om, at menstruation er en sygdom, som smitter.

Men ikke mindst mindes hun sin første forelskelse i en dreng fra sin parallelklasse. Det er særligt her, at tegnefilmsmediet bruges til at beskrive mindet om en følelse.

Langt oppefra ser vi de to unge børn stå over for hinanden i et vejkryds, hvor vejene ender i billedrammens hvide ingenting. Stilen minder om illustrationer fra børnebøger som Peter Plys, hvor karaktererne ses omgivet af hvidt papir.

Drengen spørger Taeko, om hvilket vejr hun bedst kan lide, og da hun svarer overskyet, smiler han og siger, at det også er hans yndlingsvejr.

Deres kinder bliver lyserøde, de smiler og går hver til sit, men for hvert skridt Taeko tager, går hun op i himlen og ender med at svæve frit rundt på en baggrund med alverdens farver.

På den måde ledes vi ind i tiårige Taekos følelser og fantasi, og selv ikke Richard Linklater med barndomsdramaet Boyhood rammer følelsen af at være barn lige så rent.

Det handler om byliv versus landliv, barndom versus den voksne tilværelse, og gennem Taekos oplevelser på farmen og hendes minder om barndommen byder filmen på eksistentiel refleksion.

På farmen får Taeko stærke følelser for den unge mand Toshio, som forklarer hende, hvor meget han elsker at være økologisk landmand.

Men derudover viser han også en dyb interesse i Taekos barndomshistorier og får hende til at tænke nærmere over dem. Måske var drengen, der mobbede hende i folkeskolen i virkeligheden bare misundelig og ulykkelig?

Han forklarer hende også, at udtrykket ”midt ude i ingenting” er upassende at sige om steder, hvor folk bor på landet. For landboerne bor de bestemt ikke i ingenting.

Minder fra i går har en romanagtig struktur som gennemgående skildrer en kvindes barndom og ungdomsliv med stor sensibilitet.

Det er tegnefilmsmesteren Hayao Miyazakis Studio Ghibli, som står bag animationerne, der er rørende livagtige. Den er instrueret af studiets medgrundlægger Isao Takahata, som i dag er 81 år og herhjemme mest kendt for den Oscar-nominerede Fortællingen om Prinsesse Kaguya fra 2013, mens anime-kendere også vil huske hans Ildfluernes grav fra 1988.

Man skal ikke forvente et hæsblæsende eventyr. Men den opmærksomme tilskuer vil opdage et væld af skønne detaljer og få stof til eftertanke om eksistensens mange valg, om op- og nedturene i det lille mirakel, der kaldes et menneskeliv.