Spider-Man: Homecoming

Peter Parker er lidt af et skvat. Teenage-kejtet, nederst i hakkeordenen på sin high school og håbløst forgabt i den smukkeste pige på skolen.

Og så hjælper det ikke stort, at han er Spider-Man hver dag efter skole, når han ikke kan få lov at blære sig med det over for den selvfede alfa-idiot, der får hele klassen til at kalde ham ”Penis Parker”.

Vi er nu oppe på seks spillefilm om Spider-Man, men Homecoming er hans første solofilm inden for det spraglede Marvel Cinematic Universe efter en velanrettet debut i sidste års Captain America: Civil War.

Det er første gang, vi har set ham så ung – femten år – og det giver også karakteren en helt anden dynamik, at denne version af Spider-Man er vokset op med superhelte på CNN.

Det hører med til karakteren, at hans onkel Ben led en krank skæbne, som Peter kunne have afværget, og mens den historie gav både Tobey Maguire og Andrew Garfields Spider-Men en brødebetynget alvorlighed, nævnes den ikke med et ord her.

Denne udgave af Peter Parker, der spilles af 21-årige Tom Holland, er bare fuld af energi og begejstret over at være tæt på sine idoler.

Introsekvensen viser rystede telefonoptagelser fra en videodagbog, som Peter optog under den forrige Captain America-film – med hans forfjamskede kommentarspor, som en YouTube-stjerne der er ved at eksplodere over, hvor sejt det hele er.

Det er et charmerende, selvbevidst fjoget greb, og det sætter tonen for en film, der ikke lader superhelteslagsmål komme i vejen for en god teen-komedie.

Da hans første mission er ovre, bliver han nemlig dumpet lukt tilbage til sine teenageproblemer i et kikset high school-univers, der rapser kærligt fra John Hughes’ udødelige 80’er-komedier.

Til en fest i forstæderne opdager Peter noget mistænkeligt i det fjerne og drøner af sted. Men uden nogen skyskrabere at svinge sig fra er han nødt til at springe over havehækkene ligesom hovedpersonen i Ferris Bueller’s Day Off.

Og så crasher han selvfølgelig en havefest, hvor de ser netop den film på storskærm. ”Undskyld, skidegod film!”

Der er lang vej fra onkel Ben, som bløder ud på fortovet mens regnen siler ned, og det aspekt kommer nogle fans sikkert til at savne.

Men ligesom Guardians of the Galaxy forstår filmen, at humor ikke behøver være på bekostning af alvor, og instruktør Jon Watts får noget særdeles grumt ud af Michael Keaton i skurkerollen som den entreprenante fragtmand Toomes, der slår sig ned som leverandør af sci-fi-våben til New Yorks kriminelle underverden, da han mister sit job.

Michael Keaton kan være manisk som få, men snarere end en kulørt superskurk er han en forbistret arbejder, der er træt af at blive røvrendt af storkapitalen.

Han er dog ikke mere working class hero, end at han slår drabeligt fra sig, da Peter Parkers detektivfærdigheder fører ham for tæt på våbenforretningen.

Actionsekvenserne er langt hen ad vejen forløst med et blæret overskud og klædeligt mådehold. Der er ingen grund til at sætte hele verdens skæbne over styr, hvis bare man kan få konflikten til at handle om en håndfuld mennesker, som publikum har fået et forhold til.

Og her lykkes filmen særdeles godt.

Tom Holland er en spektakulært engagerende superhelt, men han er også ung og usikker nok til at sælge teenagekriserne og -succeserne, så man oprigtigt kommer i tvivl: Burde Spider-Man tage at afsløre sin hemmelige identitet, hvis nu det kan score ham en date til elevfesten?

Det er forfriskende, at den slags overvejelser føles (næsten) lige så alvorstunge som det endelige opgør med skurken.

Man må tage hatten af for Marvel. Spider-Man: Homecoming står både i interessant forlængelse af de femten tidligere film i serien og selvsikkert på egne ben som en brandgod superheltefortælling og en sjov ungdomsfilm.