Anmeldelser Tagget med: fransk film

Forrygende kemi mellem skuespillerne i morsomt og engagerende drama om en ældre kvindes sidste køretur igennem Paris inden plejehjemmet.

Fremragende skuespilpræstationer løfter fransk holocaust-fortælling, som med nutidens fremmedhad er skræmmende aktuel.

Freudiansk kærlighedsdrama om opførelsen af et af verdens største fallossymboler er en lækker fransk affære.

Det er hårrejsende sammen med det franske folk at opleve skrækdagen, hvor den ikoniske kirke i Paris brændte.

Vidunderlig film om et ældre, lesbisk par har ligheder med Amour, men den er mere interesseret i at udvikle sine personer end chokere publikum.

Fransk drama om en ung mand, der forsøger at redde sit hjem fra nedrivning, er en dybt betagende filmoplevelse.

François Ozon tackler livets store punktum med åbenhed og giver os en sjælden mulighed for at granske vores egen dødelighed.

Instruktøren bag Portræt af en kvinde i flammer har med et magisk twist skabt en dragende melankolsk fortælling om en lille piges store bekymringer.

Drama om instruktøren Marcel Pagnols barndom er guf for den frankofile biografgænger, der sætter pris på små passioner i sommervarmen.

Europæisk animationsfilm om en lille indianers smukke møde med naturen er noget nær den perfekte familiefilm.

François Ozons velspillede kærlighedsdrama om to unge mænd finder en skævere tone end Call Me by Your Name ved at blande det medrivende og melankolske.

Fransk utroskabskomedie er lækker som en smørbagt croissant, men fortællingen om vævende romantikere glemmer det usagtes mystik.

Fransk snakkefilm finder i sin udforskning af alt og ingenting ikke ind til et menneskeligt, medrivende drama.

Fransk søskendedrama med Marion Cotillard og Melvil Poupaud er så kunstigt og manieret, at ethvert forsøg på at engagere sig saboteres.

Mødet mellem et rigt bymenneske og en trist landbo-særling gør én glad, fordi det med forbløffende ægthed handler om livets dybere mening.

Agathe Riedingers rørende drama om en fattig teenagepiges drøm om rigdom og berømmelse bevæger sig overbevisende mellem håndholdt socialrealisme og glamourøse tableauer.