Ring til min agent!

Alle kender Mads Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen og Thure Lindhardt, men Ulrich Møller-Jørgensen, Anette Vendelbo og Lene Seested får næppe mange klokker til at ringe hos læserne.

De er nemlig stjernernes agenter, der holder sig diskret i baggrunden, men hvis magt er enorm.

Hvis en instruktør vil have en skuespiller med i sin film, så foregår kommunikationen og lønforhandlingerne gennem skuespillerens agent. Hvis en journalist vil tale med skuespilleren, så er det også agenten, der skal åbne døren.

Det gør agenterne ombejlede, men også til nogle af de mest frygtede og upopulære i filmbranchen.

De kæmper med næb og kløer for deres løn og gør deres bedste for at opretholde det polerede image for deres filmstjerner. Men det er også dem, man kan ringe til, når skuespilleren pludselig forsvinder fra en filmoptagelse eller er genstridig i et interview.

Ring til min agent! bringer agenterne og deres arbejde frem i lyset. Den franske serie skildrer op- og nedturene i et pulserende og moderigtigt, parisisk agentbureau. Hvert afsnit er opkaldt efter – og har på rollelisten – en autentisk skuespiller, som bliver omdrejningspunktet for alverdens intriger, problemer og løsninger.

Men det er for en gangs skyld agenterne – og ikke stjernerne – som har hovedrollen. Vi kommer ind i hovedet på dem, og vi lærer at forstå deres profession og det, der driver dem.

Og arbejdet kræver sin mand eller kvinde, når det skal holdes skjult for instruktøren, at skuespilleren ikke kan ride, selv om det fremgår af hendes cv. Eller når en skuespiller skal navigeres rundt i de franske gader og stræder for at skjule, at skuespilleren har sagt ja til to forskellige film, der optages på samme tidspunkt.

Agenten gør sit arbejde, men kommer ofte så tæt på sin klient, at der opstår ægte venskaber. Og jobbet har store omkostninger.

Den lesbiske agent Andréa (Camille Cottin) brænder sin nye kæreste af, fordi hun lover at tage med til en vigtig fest for en af hendes klienter.

Agenterne er i serien lige så spændende og indtagende at følge som de virkelige skuespillere. Den ene er mere original end den anden i en branche, hvor man skal have rundsave på albuerne og honning i munden.

Serien giver et åbenhjertigt og levende indblik i en slags fantasibranche, hvor de besværlige filmstjerner har hovedet oppe i skyerne, men ikke ved, hvordan de skal tage en taxi eller koge en kop te.

Ligesom i Ricky Gervais og Stephen Merchants serie Extras (hvor filmbranchen ses fra statisternes perspektiv) medvirker der i Call My Agent autentiske skuespillere, der spiller karikerede udgaver af sig selv.

Serien er skabt af Fanny Herrero og Dominique Besnehard. Sidstnævnte trækker på sin erfaring som agent i tyve år. I starten var der ikke mange af hans klienter og andre stjerner, der ville røre serien med en ildtang, men efter et par sæsoner står stjernerne i kø for at få lov til at medvirke.

Og det da også hylende morsomt at se en ekstatisk og rundtosset travl Isabelle Huppert skabe kaos på filmsettet, fordi hun endnu engang har sagt ja til en rolle, hun i virkeligheden slet ikke har tid til. Eller når Jean Dujardin (The Artist) kommer til at underskrive kontrakten på en film med sin karakters navn fra den forrige film – en sjov satire over method acting.

Eksemplerne er utallige, og Ring til min agent! formår på en intelligent og underholdende måde at pille lidt af glorien af stjerner og pirke til den piedestal, de bliver anbragt på.

Serienlader os se de små sprækker, som agenterne for enhver pris skal dække, og selv om den foregår i Paris, lader den sig nemt oversætte til den danske filmbranche.