Insidious: The Red Door

Der hviler en klæbende og krybende uhygge over, hvad der lader til at blive den sidste film i Insidious-serien. 

Serien har siden 2010 været en af de mest populære horror-franshises. Skabt af to af filmverdenens mest kreative og uhygge-elskende hoveder, instruktør James Wan (Nattens dæmoner, Saw-serien) og manuskriptforfatter Leigh Whannell (Saw, The Invisible Man). 

I den femte film får vi alt det, vi kender, men i en noget fortyndet udgave. 

Lampard-familien tror endelig, at de har lagt den grumme fortid bag sig. Ved hjælp af lidt fordækte redskaber springes der næsten ti år frem til en fremtid uden dæmoner. Hvis man altså ikke tæller sine egne med. 

For filmen kaster Rose Byrnes mor lidt i baggrunden og fokuserer på forholdet mellem hendes eksmand Josh og sønnen Dalton. Og det er et anstrengt forhold for at sige det mildt. 

Dalton er blevet en meget stor dreng og skal nu læse videre. Men midt i det nye liv som studerende tvinges han og faren til at vende tilbage til den tågede, uhyggelige parallelverden: The Further. 

Spørgsmålet er, om far og søn en gang for alle kan stå sammen i kampen mod de overnaturlige trusler. 

Patrick Wilson, der spiller Josh i seriens tre første film, debuterer som instruktør. Og selv om filmens handling er for meget af noget, man har set før, formår Patrick Wilson at give den gas som instruktør. 

Insidious: The Red Door kommer stærkt fra start med en bilscene, som viser, at den mageløse kultfilm It Follows ikke har levet forgæves. 

I midterdelen falder filmens tempo, og uhyggen trækkes i langdrag. Der mangler en vision, hvilket snarere skyldes manuskriptet – af Scott Teems, som har stået bag Blumhouses Halloween Kills og Firestarter – end Patrick Wilsons instruktion. 

Faktisk viser Wilson sine evner som instruktør, især i malerscenerne med den unge Dalton og hans lærerinde, hvor uhyggen virker allerbedst. 

Ty Simpkins spiller rollen som mut, ung mand til perfektion, og det er tydeligt, at den 21-årige skuespiller, som også medvirker i Jurrasic World og Iron Man 3, har en stor fremtid foran sig. 

Uhyggen er bedst, når den i glimt kommer frem. Og Patrick Wilson bygger på fascinerende vis frygten i os op med et listigt spil med billeder og lyde. 

I slutningen forvandler filmen dog sig fra en horrorfilm til, hvad der mest af alt ligner en familiefilm. Det er et voldsomt stort spring og ude af trit med karakterernes psykologi. 

Insidious-serien synes at have udtømt sig selv, men til gengæld kan vi glæde os over, at vejen er banet for en lovende karriere for Patrick Wilson som instruktør og Ty Simpkins som skuespiller.