Biografanmeldelse
28. maj 2026
En skønne dag

Cécile (Juliette Armanet) rejser tilbage til hjembyen og støder på den charmerende ungdomsven Raphaël (Bastien Bouillon), som hendes kæreste måske med god grund er jaloux på.

Foto | Guy Ferrandis

En skønne dag

Med karaoke-musicalens lethed undersøger franske Amélie Bonnin tankevækkende spændingen mellem storbydrømme, provinsliv og retten til selv at bestemme over sin krop.

Af Kjartan Hansen

I kølvandet på den pertentlige Céciles medvirken i realityprogrammet Top Chef er hun ved at udleve sin drøm: At åbne sin helt egen restaurant i Paris.

Men da farens dårlige helbred fører til en indlæggelse, rejser hun til hjembyen for at hjælpe til i køkkenet på familiens motorvejsrestaurant.

Samtidig skjuler Cécile for både familie, venner og kæresten Sofiane, at hun er gravid. Hun har nemlig ikke tænkt sig at beholde barnet og ønsker ikke andres indblanding.

Retten til abort i Frankrig er beskyttet af forfatningen indtil fjortende uge, men store dele af landet er konservativt katolsk, og læger kan frit nægte at udføre indgrebet.

Emnet er oppe i tiden, hvor mange kvinder i USA mister retten til abort, mens de først lige har fået den på Færøerne.

Men i musicalen En skønne dag får modernitet og tradition ikke lov at være hinandens modsætninger – begge dele er med til at forme hovedpersonen. Og Céciles omgangskreds i storbyen støtter hende ikke nødvendigvis i at få en abort, mens veninden Nathalie fra landsbyen bekræfter hende i, at hun bestemmer over sin egen krop.

Juliette Armanet er sanger og komponist til hverdag, og hun føjer scenevant selvtillid og ildhu til Céciles professionalisme i køkkenet. Der er en livsglæde og jovialitet i hendes præstation, og den deles med Dominique Blanc som hendes mor, Fanfan.

Forskellen på sorgløse Fanfan og den aldrende, bekymrede far Gérard (François Rollin) er til at få øje på, da Cécile kommer hjem, og moren nærmest danser på køkkengulvet.

Skrantende Gérard prøver derimod at skjule sin glæde over, at datteren kommer dem til undsætning. I stedet skubber han hende kejtet væk, da det viser sig, at han har skrevet alt det ned, hun har sagt i tv, som han ikke bryder sig om.

En skønne dag er instruktør Amélie Bonnins spillefilmdebut, som var åbeningsfilmen på Cannes-festivalen i 2025. Hun vender ikke bare forventningerne til franskmændenes holdninger på hovedet, men også publikums forventninger til filmen.

Som i enhver musical synger Cécile og de andre deres følelser. Men de gør det til eksisterende sange, fra belgiske Stromaes Alors on danse til Dalida og Alain Delons Paroles, paroles. Det er populære sange, som man kan synge med på både i provinsen og storbyerne, og de bruges i muntre, poetiske indslag, der støtter fortællingen uden på magisk vis at forandre dens vilkår.

Filmen er langt fra farvesprudlende og bombastiske Moulin Rouge! eller The Sound of Music. Udtrykket er mere jordnært og realistisk, et sted mellem Jacques Demys Pigen med paraplyerne og Damien Chazelles ofte oversete Guy and Madeline on a Park Bench.

Sangstemmerne er udmærkede, men bevidst aldrig bedre end gennemsnitlig karaoke. Også visuelt bestræber Bonnin sig på at skabe et univers med uperfekte lokationer frem for kulisser, og kostumerne kunne være de medvirkendes eget tøj.

Det er derfor passende, at genrens fantasifulde drømmescener erstattes af en mere virkelighedsnær festscene. Netop denne fest afbrydes af et slagsmål, fordi kæresten (Tewfik Jallab) bliver jaloux på Céciles charmerende ungdomsven Raphaël (Bastien Bouillon). Måske ikke helt uden grund.

Scenen, hvor Céciles gamle slæng samles, er sigende. Spændingen om, hvorvidt hun får en abort eller ej, bygges op, da hun siger nej til både øl og et hvæs fra en joint. Men nej, vi bliver snydt: Hun vil bare hellere have snaps og lægger så op til drukspil.

Fortællingen om en sofistikeret, frimodig kvinde, der må forholde sig til sit landlige ophav efter at have skabt sig et liv inde i byen, er hørt før.

Med trekantsdramaet i baggrunden kunne det lyde som en julefilm fra Netflix, men Bonnin finder den hårfine grænse mellem klassiker og kliché. Det gør En skønne dag til en underholdende og tankevækkende nyfortolkning af kendte musicalklichéer.

Titel:
En skønne dag

Originaltitel:
Partir un jour

Land:
Frankrig

År:
2025

Instruktør:
Amélie Bonnin

Manuskript:
Amélie Bonnin, Dimitri Lucas

Medvirkende:
Juliette Armanet, Bastien Bouillon, François Rollin, Tewfik Jallab, Dominique Blanc

Spilletid:
98 minutter

Premiere:
18. juni

Relevante artikler

Biografanmeldelse
14. apr. 2026
Interne affærer: Sag 137

Interne affærer: Sag 137

Biografanmeldelse
20. maj 2025
For fuld musik

For fuld musik

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
18. juli 2026
Tip Toe

Tip Toe

Serieanmeldelse
10. juli 2026
Proud

Proud

Streaminganmeldelse
26. maj 2026
Kiss of the Spider Woman

Kiss of the Spider Woman

Cph:Dox 2026
13. mar. 2026
A Very Good Boy

A Very Good Boy

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro