Jeg elsker også dig

Et midaldrende par, Jean og Sara, svømmer og kysser i et blåt hav i en lang indledningssekvens. Billederne er højromantiske, forelskede og dvæler ved kroppene, kyssene og den lækre feriestemning.

Derefter er vi tilbage i Paris og en hverdag i en lillebitte lejlighed i et betonkompleks. Sara laver radiointerviews om vigtige emner som situationen i Libanon og racismen i Frankrig, og Jean køber stort ind og må låne penge af Sara.

En dag ser Sara en mand på motorcykel, der viser sig at være hendes ekskæreste Francois. Da han vil have den arbejdsløse Jean til at arbejde for sig, slippes kærlighedens monster løs.

Langsomt lægges puslespillet. Jean og Francois har tidligere været venner og arbejdskammerater, Jean røg i fængsel og tog muligvis straffen for Francois. Til gengæld fik han Sara. Og hvad skal en kvinde stille op, når hun står imellem to mænd? Den ene begærer hun, den anden begærer hende.

Kan man komme sig over en gammel kærlighed, kan man have flere i løbet af et liv, og kan flere kærligheder leve samtidig i ét menneske, eller skal der vælges?

Så enkel – og kompliceret – er fortællingen. Der er også en fuldkommen irrelevant og Sara-løs sidehistorie om Jeans mor og hans søn fra et tidligere forhold, der ikke ved, hvad han vil efter 10. klasse.

Men Jeg elsker også dig er først og fremmest en kærlighedsfilm om og for voksne mennesker omkring de 60, og ikke en film om at være bedstemor for en teenager.

Det er velgørende, at dette drama, der egentlig er ret ”ungt” i sin tematik, spilles af så erfarne skuespillere som Juliette Binoche og Vincent Lindon som parret og Grégoire Colin som elskeren. Det er desuden herligt at se et kærlighedsdrama, der også byder på seksuelt drama, dvæle ved mændenes kroppe.

Jeg elsker også dig er en film, hvor kvinder analyserer sig selv igennem mænd, og det er fedt.

Men nogle mellemregninger må være forsvundet i klipningen, for humøret i filmen er lidt ujævnt mellem langsom spændings- og karakteropbygning og hysteriske dialogscener i oppisket tempo.

Filmen bruger lang tid på at opbygge nogle træk hos karaktererne, som Jeans svaghed og mangel på respekt for sig selv. Andre gange speedløber den uden forklaring af eksempelvis Saras følelse af at være kontrolleret af Jean.

Det er en skam, at en langsom film ikke tager sig den nødvendige tid.

Juliette Binoche og Vincent Lindon er intet mindre end fremragende. Hans hærgede stenansigt kan utrolig meget, og hans portræt af en skadet, svag, stolt og meget fysisk mand er enkelt og effektivt.

Binoche er som altid god, og det klæder hende at være brutal og i tvivl. Grégoire Colin er lidt en spidsnæset frikadelle, men han får heller ikke så meget at spille med. Skuespilleren gør dog hvad han kan for at se dæmonisk og romantisk ud på scooter og i højkravet frakke i regnen.

Claire Denis har en simpel og nøgtern stil med få locations og uden lækker fernis, men alligevel gløder filmen momentvis.

Kærlighedsdramaet har gode elementer, men det er altså en lidt distræt film. Lange minutter går med en diskussion mellem Jean og hans søn Marcus om valg af studieretning. En forsker i racisme får også meget radiotid i Saras program.

Frantz Fanon er da en interessant postkolonial tænker, og racismens symbolske vold er helt sikkert til stede i det franske samfund, men tematikken står halvt strittende i et drama, som tilhører en anden film.

Den film kunne have været interessant, fordi Jean har sønnen sammen med en kvinde fra den caribiske ø Martinique. Derfor står Marcus midt i dette drama, som er centralt i Frankrig, men historien har ingen relation til denne films hovedperson, Sara.

Den noget ufokuserede film står stærkest som en vældigt fin kærlighedshistorie, når den har en kvindes valg som det centrale omdrejningspunkt.