Solitude

Ninna Pálmadóttirs debutspillefilm Solitude begynder med en herlig scene. 

En almindelig stationcar er kørt fast i en rivende islandsk strøm. Føreren, en veltrimmet velfærdsmand med skulpturelt skæg står med våde sokker og uden at vide, hvad han skal gøre med sit by-egnede køretøj. 

Gunnar, en ældre herre i firhjulstrækker, med uregerligt fuldskæg og i gummistøvler, kommer forbi, trækker ham fri og kører ham til en nærtliggende bondegård midt i den mægtige islandske natur, rugende og uden for menneskelig kontrol. 

Først på gårdspladsen får vi at vide, at den nydelige, yngre mand er kommet for at ekspropriere Gunnars gård og er mødt personligt op for at bekendtgøre, at gården bliver oversvømmet om to dage. 

Gunnar må tage afsked med sin yndlingshest og sin fædrene gård. Men hvad kan det moderne Island så tilbyde tavse, enlige skægmænd med heste- og naturtække? En trist lejlighed i byen og en stor check. 

Men ligesom moderniteten producerer dæmninger og ødelægger små samfund, producerer den også ensomme børn og fortravlede forældre på kanten af skilsmisse. 

Som for eksempel den lille nuller-rødhårede dreng Ari, der går med aviser på den triste vej, hvor Gunnar flytter ind i byen. Han pirker til Gunnar og får ham lidt ud af den klokke, han befinder sig i. 

Et fint og næsten tavst venskab med frostpizza og tv bygges op, indtil en misforståelse vokser sig stor, voldsom og uregerlig. 

Så stor – eller lille – er historien i Solitude. 

Der tales ikke meget, og det, der udspiller sig i det næsten ordløse manuskript, er mikrohandlinger. Nogle forbliver lige så uinteressante som virkelighedens mikrohandlinger, mens andre får fatale konsekvenser: At indkøbe og fortære frostpizza. At spille skak. At installere et tv. At læse et brev op til en fætter i Canada. At klæde en helt gennemblødt dreng af og give ham dyne på. At blive misforstået. 

Der er nogle virkelig gode nøglescener. 

Som da Gunnar i vrede og desperation kører tilbage til sit hus i det, der nu er en sø, og går igennem sine gamle stuer, nu halvt fuldt af vand, med nips og billeder flydende rundt. Eller en scene, hvor Ari er fanget mellem sit venskab med Gunnar og sine paniske forældre, der frygter, at en pædofil er på spil.

Den er både godt spillet og simpelt gribende. 

Når man alligevel står tilbage med en meget lille historie, er det, fordi størstedelen af scenerne er for ligetil og for forudsigelige, for lidt fortælle- og eventyrlystne. 

Lidt drømmesekvenser med en hests øje er for velplacerede til at blive spændende. Þröstur Leó Gunnarsson bliver kun i glimt andet end et hoved med skæg, men Hermann Samúelsson er som Ari et godt spillende barn. 

Karaktertegningerne er for skitserede, der mangler rigtig komik og rigtig mørke. For tit kigger man bare på ansigter og landskaber. 

Gunnar er en tavs mand, men vi får kun i enkelte glimt en fornemmelse af, hvad der findes i ham. Blandt andet donerer han fem millioner kroner til et flygtningecenter – så han må være en god mand! Og Ari er en utrolig rar lille dreng, men han har heller ikke meget at fortælle. 

Manuskriptet er skrevet af rutinerede Rúnar Rúnarsson, kendt for Volcano, Sparrows og sidste års Lysbrud, og han rutter ikke med ordene. Og man må konstatere, at engang imellem er tavshed ikke sigende, men bare et tidsrum, hvor der ikke siges noget. 

Solitude får én til at tænke på, om vi i den moderne vestlige verden er blevet så fjerne fra hinanden – og os selv – at vi skal lave fortællinger om de mindste ting: Hvordan laver man en frostpizza? Hvordan siger man goddag? Hvordan taler man med et barn? 

Måske behøver vi i disse onde og bizarre tider manualer til selv de simpleste handlinger for at kunne håndtere de store. Måske er en fortælling som denne et første skridt på vejen. I så fald er Solitude en fin og lidt stillestående en af slagsen.