Pigen uden navn

Vi begynder med et par ganske unge piger, storesøster Marion og lillesøster Jeanne. De synger en slager, mens de springer i sengen i deres hjem i den franske provinsby Lille.

Så kommer mor hjem med en voldelig kæreste, hun før har slået op med. De skændes voldsomt, og han begynder at slå løs på hende, mens de to piger overværer kvindevolden siddende på trappen.

Marion kan ikke klare mosten, så med en saks stikker hun den fulde stodder flere gange i ryggen. Han falder om, og moren tager sig mere af den sårede mand end hendes redningsdatter.

Marion flygter grædende ud i natten hen til den biologiske far og dennes kæreste. Han lover straks at tage sig af hende. Sammen med dem tager Marion til Bruxelles, hvor faren går i gang med at få hende til at skifte identitet og giver hende et nyt fornavn – Louise.

Hvorfor det netop er dette almindelige pigenavn, røbes på et af de sidste billeder i Pigen uden navn. En egentlig ret så besynderlig dansk titel, som på fransk blot hedder Louise og faktisk handler om en kvinde med hele to navne.

I filmen springer vi nu femten år frem i tiden, til 2023, hvor Marion alias Louise er blevet til en mut, men talentfuld journalist. Hun tuller lidt rundt i Paris, hvor hun nu bor.

Men vi er ikke færdige med hendes fortid som samspilsramt pige hos en far, som dør under den ildebrand, der også dræber farens kæreste.

Louise bliver taget til sig af en kvinde, som filmen aldrig fortæller os meget om. Hun sørger for, at Louise får en moderne opdragelse og uddannelse, men efterlader samtidig en stum følelse af ikke rigtigt at vide, hvem hun er.

Som voksen opsøger Louise sin lillesøster Jeanne i Bruxelles. Jeanne er på vej frem som sanger og skriver sine egne, fragile sange. Hun bor sammen med deres mor, der har grundlagt en organisation for kvinder, som har været udsat for fysisk eller psykisk vold.

Snart erfarer Louise, at hun ikke blot er erklæret død, men også har sit eget gravsted.

Et godt stykke af vejen føler man sig i hændernes på Alfred Hitchcock og dennes mesterlige Vertigo. Kvinder med identitet og karakter som kviksølv på et skråplan.

Da Louise kontakter sin mor og søster, synes vi at køre ind i Ingmar Bergman-land, hvor kvindens personlighed ofte er en persona af fordækt fortrængning og sublimeret underslæb. Men så klarer det op, da vi mod slutningen er i et melodrama af Douglas Sirk, hvor man i kaskader af tårer erfarer, at blod er tykkere end vand.

Instruktøren Nicolas Keitel går fra syre til sæbe.

For en filmbuff som overtegnede er filmen mest underholdende som en kavalkade af citatagtige afsnit med toner fra filmkunstens mestre. Man håber dog, at denne collage af referencer vil samle sig til enten en postmoderne parodi eller en bevidst pastiche, men den noget rodede handling og genreblanding ender desværre som hverken det ene eller det andet.

Pigen uden navn følger den franske tradition for mere lir end logik, som man enten kan elske eller hade. Til gengæld bæres filmen af tre sublime skuespilpræstationer.

Cécile de France er på smertens hjemmebane som et nøgent og nøgternt portræt af en mor, der har erkendt sine nederlag.

Som journalisten Louise leverer Diane Rouxel en præstation præget af rastløs nysgerrighed og identitetssøgen. Hun er lige overbevisende som den forvildede vandrer i tophue og vindjakke, der synes at lede efter et bjerg at bestige, som hun er som natklubbens franske femme fatale, dragende og faretruende på samme tid.

Men hun bærer en sur smiley i sine smilehuller. Mod slutningen kruser hendes mund dog et smil på størrelse med et myggestik.

Egentlig er Salomé Dewaels som lillesøster Jeanne den mest charmerende og sprælske af de tre kvinder, der er viklet ind i hinanden. Dewaels er kvik og koket – det, man i en svunden tid ville have kaldt en pige med pep og poesi.

Hvis man ser bort fra filmens vægelsind i forhold til genre og fortælleform, er der alligevel tale om en film, som med toner af latent feminisme faktisk træder i karakter som et statement om mænd og kvinder netop nu eller for lidt siden.

Først og fremmest er det dog en film om mødre og døtre, om arv og svigt, og om de bånd, der både former og forfølger os gennem livet.