Biografanmeldelse
06. juni 2023
De tre musketerer: D’Artagnan

François Civil er fremragende som den fyrige D’Artagnan, der opdager en sammensværgelse mod den franske trone og forsøger at redde Frankrig sammen med de tre musketerer.

Foto | Julien Panié

De tre musketerer: D’Artagnan

Stjernespækket fransk genindspilning af romanklassiker kan måle sig med de bedste actionbrag fra Hollywood.

Af Kjartan Hansen

En ung mand forlader hjemmet i provinsen for at følge sine drømme. 

Så enkelt starter talrige beretninger. Fra bibelhistorien om Josefs medvind i Egypten til H.C. Andersende eventyr om Fyrtøjet og Hollywood-film som The Wolf of Wall Street

Uanset om de drives af nød eller lys, udvides hovedpersonens verdenssyn i hver fortælling, før de enten opnår stor succes eller fældes af hovmod. 

Netop hovmod kunne man frygte ville stå i vejen for den fyrige unge D’Artagnan, der i 1627 rejser fra Gascogne til Paris i håb om at tilslutte sig musketererne – kongens personlige garder. 

Den franske instruktør Martin Bourboulon kaster sig over Alexandre Dumas’ klassiske fortælling De tre musketerer, hvor den unge hovedperson ganske tilfældigt opdager en sammensværgelse mod tronen. 

Med hjælp af sine nye venner – musketererne Athos, Aramis og Porthos – forsøger han at standse rænkespillet og redde Frankrig. 

Filmen er blot den første i en serie, der fortsætter med en opfølger, som har fransk biografpremiere til december. 

Det er et ambitiøst projekt for Martin Bourboulon, som har instrueret et par jævne komedier samt Eiffel om arkitekten, der byggede Paris’ berømte tårn af samme navn. 

Men hvis anden del er lige så drømmende eskapistisk og drønspændende, kan det blive et triumftog for instruktøren. 

De sammenrottede musketerer ved ikke, hvem den egentlige fjende er. Ved hoffet misbruger Kardinal Richelieu flittigt sin indflydelse på den rådløse Kong Ludvig XIII, mens ærkefjenden England til hver en tid er parat til at invadere. 

Frankrig er desuden i opbrudstid, hvor de protestantiske huguenotter vil løsrive sig fra det katolske kongerige. 

De tre musketerer: D’Artagnan udfoldes med forrygende fægtekampe, et spændende persongalleri og optrevling af gåden, mens der er en spirende flirt mellem D’Artagnan og dronningens syerske Constance. 

Det er et slags kryds mellem moderne spion-thrillere som Tenet og historiske actionfilm a la Pirates of the Caribbean, men med fransk sensibilitet. Der bydes således på pittoreske optagelser fra kongeslottet Louvre fyldt med hofsnoge, mens actiongenrens biljagter erstattes med hæsblæsende ridt til hest. 

Da Disney offentliggjorde plakaten til Den lille havfrue med en brun skuespiller, så konservative kommentatorer rødt. Det gjorde de også, da det apokalyptiske drama The Last of Us inkluderede homoseksuelle karakterer. 

I mindre skala gælder det samme De tre musketerer: D’Artagnan, hvor Porthos flirter med D’Artagnan. Bogen er skrevet i 1844 – altså længe før nogen definerede deres seksualitet – men Dumas beskriver karakteren som affekteret og pyntesyg. 

Filmens Porthos værdsætter alle livets goder og sparker hverken mænd eller kvinder ud af sin seng. Det generer end ikke den fromme Aramis. 

Bogforlægget De tre musketerer er et fransk klenodie, der omskriver landets historiske traumer til et underholdende eventyr. 

Beskyldninger mod Marie Antoinettes umættelige lyster og ødsle livsstil op til Den Franske Revolution har inspireret sidehistorien om dronningens hemmelige affære med den britiske Hertug af Buckingham. 

Ses hun ikke snart med den berømte diamanthalskæde, som ifølge forlydende ligger i elskerens lomme, bekræftes rygtet. I sidste ende kan ydmygelsen vende kongens følgere imod ham, og frygten for borgerkrig lurer i horisonten. 

Foruden skønne Vicky Krieps som dronningen, Vincent Cassel som Athos og en fremragende præstation af François Civil som D’Artagnan byder filmen på Eva Green som spion og Louis Garrel som kongen. 

Ligesom Green og Garrels destruktive søskendepar i Bertoluccis kontroversielle The Dreamers forvansker de den naive hovedpersons perspektiv på sandheden. 

Persongalleriet er stort, men det er intet problem at følge med sådan en talentfuld skare. Tilsat actionmættet spænding og dygtig instruktion pustes der nyt liv i den klassiske fortælling.

Titel:
De tre musketerer: D’Artagnan

Originaltitel:
Les trois mousquetaires: D’Artagnan

Land:
Frankrig

År:
2023

Instruktør:
Martin Bourboulon

Manuskript:
Matthieu Delaporte, Alexandre de la Patellière

Medvirkende:
François Civil, Vincent Cassel, Romain Duris, Pio Marmaï, Eva Green, Louis Garrel, Vicky Krieps, Lyna Khoudri

Spilletid:
121 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
8. juni

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
18. juli 2026
Tip Toe

Tip Toe

Serieanmeldelse
10. juli 2026
Proud

Proud

Biografanmeldelse
28. maj 2026
En skønne dag

En skønne dag

Streaminganmeldelse
26. maj 2026
Kiss of the Spider Woman

Kiss of the Spider Woman

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro