Twice Upon a Time

Vincent kan ikke holde fingrene fra en kvinde, han møder til en fest. Deres korte, men intense sexscene indleder serien. 

Filmet i halvmørke med lyden af ustyrlige munterheder uden for soveværelset er der noget råt og upoleret i starten. 

Det, der ligner begyndelsen på et lidenskabeligt parforhold, viser sig imidlertid at være et engangsknald til et abegilde. Hovedpersonen Vincent prøver i virkeligheden med champagne, piller og løse forbindelser at komme videre efter bruddet med kæresten Louise. 

Men en dag får han en mystisk pakke med posten, der vender op og ned på hans tilværelse. 

Den franske Netflix-serie Twice Upon a Time bruger således fantasifulde sci-fi-elementer, som streamingtjenesten tidligere har haft succes med i Dark og Sense8. 

Men legen med genrekonventioner og den surrealistiske behandling af knuste hjerter bliver først og fremmest medrivende takket være Gaspard Ulliel, der tidligere på måneden døde i en alder af 37 år.

Nervøst og med dirrende læber spørger han Freya Mavors Louise, hvor længe de har været sammen. Det er første gang, han har passeret porten. Han prøver at forstå, om han virkelig er rejst tilbage til den lykkeligste periode i sit liv, eller om han er ved at miste forstanden. 

Desperation efter at forstå fænomenet sammen med hjertesorg ses i hans rødmende kinder, når han taler med ekskæresten, der til gengæld er ude af stand til at aflæse hans forsigtige smil og flakkende blik. 

Tidsrejse får ofte store konsekvenser i film og på tv. Tænk blot på Tilbage til fremtiden og Midnight in Paris. Og hvis hovedpersonen træder forkert i fortiden, kan det få grufulde følger i Twice Upon a Time. 

Tilsat strygertoner og Louises reaktion på Vincents mærkværdige opførsel piskes stemningen op. 

Det er problematisk, at han vil manipulere den uvidende kvinde til at blive i forholdet. Omvendt fremstår Vincent ikke som en person, man bør efterligne. Han døjer med alkoholmisbrug og forsømmer sønnen, han har fra et tidligere forhold. 

Grænserne sløres mellem nutid og fortid, flashback og tidsrejse. Det er ofte uklart, om det er hans virkelige oplevelser, erindringer eller berusede vrangforestillinger, der udspiller sig på skærmen. 

Serieskaberne Guillaume Nicloux og Nathalie Leuthreau er gode til at skildre en mands deroute i depression og udforsker hjertesorgens selvbebrejdelse, når Vincent får mulighed for at se, om han kan ændre fortiden. 

Befriende nok er det ikke et fornedrende, komisk islæt, at Vincents bror er en flamboyant bøsse, der pifter garderoben op med kæmpestore øreringe og nederdel. 

I stedet er det brorens mere traditionelle kæreste, der fungerer som pauseklovn, når han med ganske almindelig fysik ivrigt taler om sin passion for at dyrke crossfit. 

Hvert afsnit starter med en montage af omtågede personer, som filmet bag ryggen står alene med deres egen skæbne. 

Undervejs optræder hver enkelt person i mindre sidefortællinger, der viser, at selv den mindste omgang med mennesker har stor effekt. Et interessant greb, der havde gjort større indtryk, hvis man lærte karaktererne bedre at kende. 

På trods af sidste afsnits cliffhanger blev serien ikke populær nok til en opfølger, der kunne have knyttet handlingselementerne sammen. 

Hvem er den storrygende islænding, som optræder i fragmenterede klip afskåret fra den egentlige handling? Hvem er den fremmede mand med det vansirede ansigt, der dukker op hos Vincents nabo? 

Selv hvis Twice Upon a Time nåede at binde sløjfe på de mange sidefortællinger, fremstår de unødvendige. Det er derimod seriens skildring af kærestesorg og især Gaspard Ulliels mageløse indlevelse i den destruktive hovedpersons maniske, indre liv, som gør den medrivende.