Cristian Mungiu ankom til den røde løber sammen med sine to hovedrolleindehavere i Fjord, norske Renate Reinsve og amerikanske Sebastian Stan (th.), der ligesom sin karakter er født i Rumænien.
Foto | Anthony HarveyCristian Mungiu vinder Guldpalmen – igen
Cristian Mungius drama om tvangsfjernelse i en rumænsk familie i Norge, Fjord, vinder Guldpalmen. Eksilrusseren Andreï Zvyagintsevs Minotaur får Grand Prix, mens Fatherland og La bola negra deler instruktørprisen.
Efter tolv hektiske dage slutter Cannes-festivalen i aften med en ceremoni i Grand Théâtre Lumière i Cannes. Mindst syv priser skal uddeles i hovedkonkurrencen sammen med debutantprisen Camera d’Or og prisen for bedste kortfilm.
Vi dækker prisuddelingen løbende her på siden.
Festivalen er startet med at uddele prisen for bedste kortfilm, der går til argentinske Federico Luis’ Para los contrincantes.
Prisen for bedste debutfilm går til Marie-Clémentine Dusabejambos Ben’imana, der er et rwandisk efterkrigsdrama, som udspiller sig i 2012, næsten to årtier efter folkedrabet på tutsierne.
Skuespilleren Isabelle Huppert uddeler en æres-Guldpalme til den 84-årige, amerikanske skuespiller og instruktør Barbra Streisand. På grund af sygdom er prismodtageren ikke selv til stede, men hun har lavet en video, hvor hun fortæller om, hvordan hendes karriere startede og udviklede sig. Og om, hvordan hun ikke gav op, selv om det var udfordrende at være en kvinde i en mandsdomineret branche.
Prisen for bedste mandlige skuespiller går til Emmanuel Macchia og Valentin Campagne, der har hovedrollerne i belgiske Lukas Dhonts krigsdrama Coward. Det er en overraskelse, men i filmen leverer de engageret spil som soldater, der forelsker sig i hinanden under Første Verdenskrigs vanvid. Salen i Cannes giver dem et stort bifald.
I Ekkos interview på festivalen med instruktøren fortæller Lukas Dhont om de purunge skuespilleres samspil.
”Valentin vækkede Emmanuel til live og fik ham til at åbne for sig selv. Og Emmanuel fandt en autenticitet hos Valentin, som gjorde ham stærkere som skuespiller. Sammen er de magnetiske,” siger Dhont.
Skuespillerpar triumferer
Emmanuelle Maire vinder prisen for bedste manuskript for Notre salut, der handler om hans oldefars rolle i Vichy-regimet, som samarbejdede med Hitlers besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Filmen er blandt andet baseret på familiens breve og arkiver. Det er en film, som er blevet modtaget med stor respekt, men den har ikke været blandt favoritterne.
Virginie Efira og Tao Okamato får prisen som bedste skuespillere for deres spil i Hamaguchi Ryusukes Soudain, som jeg havde spået til en af de tre hovedpriser. Men her har juryen i stedet altså valgt at hylde de to skuespillere, der vitterlig også bærer filmen på baggrund af et ekstraordinært manuskript.
Juryens pris går ofte til et mere eksperimenterende værk, og i år går prisen til Das geträumte Abenteuer, der er instrueret af tyske Valeska Grisebach.
Den handler om en bulgarsk arkæolog, der bliver trukket ind i den kriminelle underverden i en grænseby, da hun genoptager kontakten med en gammel bekendt. Det er en langsom og hyperrealistisk film, der kræver noget af sit publikum, som dog bliver belønnet for tålmodigheden.
Prisen for bedste instruktør bliver delt mellem to af festivalens mest populære og roste film.
Nemlig spanierne Javier Calvo og Javier Ambrossis drama La bola negra og polske Pawel Pawlikowskis Thomas Mann-film Fatherland. Den første skildrer mænd, der i forskellige tider har måttet skjule deres begær efter mænd, mens Fatherland handler om forfatterens rejse igennem et splittet og sønderrevet Tyskland efter Anden Verdenskrig.
Dansk bidrag til Guldpalmevinder
Nu er vi nået til de to største priser: Grand Prix og Guldpalmen, og de kommer til at gå til de eneste to film, som jeg gav de maksimale fire stjerner i Ekkos kritikerpanel.
Eksilrusseren Andreï Zvyagintsev vinder den næstbedste pris, Grand Prix, for Minotaur, der både er et personligt drama og et politisk. Man kan sige, at filmen tager temperaturen på Rusland anno 2022.
Og Guldpalmen går til rumænske Cristian Mungius Fjord, der foregår i Norge og er hans første film uden for hjemlandet. Den er produceret med dansk støtte, co-produceret af danske Snowglobe og flere danske filmfolk såsom komponisten Kasper Kaae har været med til at lave den.
Det er anden gang, at Mungiu vinder Guldpalmen. Første gang var i 2007, hvor hans drama fra Ceausescus kommunistiske Rumænien – 4 måneder, 3 uger og 2 dage – var en sensation på festivalen.
Vinderne Cannes 2026
Guldpalmen
Fjord, instr. Cristian Mungiu
Grand Prix
Minotaur, instr. Andreï Zvyagintsev
Instruktør
Javier Calvo og Javier Ambrossi for La bola negra & Pawel Pawlikowski for Fatherland
Juryens pris
Das geträumte Abenteuer, instr. Valeska Grisebach
Mandlig skuespiller
Emmanuel Macchia og Valentin Campagne, Coward
Kvindelig skuespiller
Virginie Efira og Tao Okamato, Soudain
Manuskript
Emanuelle Marre, Notre salut
Camera d’Or (debutfilm)
Ben’imana, instr. Marie-Clémentine Dusabejambo
Kortfilm
Para los contrincantes, instr. Federico Luis
Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for nittende gang Cannes-festivalen.
Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.
Årets festival løber fra 12. til 23. maj.
- Tags:
- cannes