Gone

I film og tv har vi gået der mange gange. På den engelske kostskole, klosteragtigt i middelalderlig arkitektur med kapel og gotisk tårn.

Drenge i blazer og slips undervist af mænd og kvinder, hvis dresskodes er parallel. Fagene er gerne de klassiske: latin, græsk og historie. Og så er der de sportslige aktiviteter, typisk kricket eller rugby.

Her i starten af den britiske krimiserie Gone er vi til rugby på den fornemme kostskole St. Bartholomew i Bristol, hvor etablissementets rektor, Michael Polly, træner sine drenge i at blive sportens mestre.

Men samme dag forsvinder hans kone og stedets musiklærer Sarah. Han adviserer politiet, der tager det forholdsvis roligt, mens han er endnu roligere. Nærmest flegmatisk ligeglad, som om hustruen er en biting i hans liv.

Derimod er deres datter Alana, også ansat på skolen, bekymret og aner ugler i mosen. Så er der en hundelufter, som finder liget af Sarah.

Gone er skabt af George Kay (Hijack og Lupin), og han må i den grad have skelet til den britiske dramatiker Terence Rattigans skuespil The Browning Version, filmatiseret hele to gange, sidste gang af instruktøren Mike Figgis som Livets skole i 1994.

Historien handler om den strikte græsk- og latinlærer, en engelsk lektor Blomme, der som offer for et goldt ægteskab bliver menneskelig i forholdet til en begavet elev, genkendes i den grad i denne serie.

Den strikte rektor Michael Polly, snart mistænkt for mordet på sin viv, fordi hun havde en affære, skælver siden med sin stive overlæbe.

Han indser smerteligt sin personlighedsforstyrrelse, som satte skolelivets regler før følelser i sit parforhold. Ikke mindst i samklang med politikvinden Annie Cassidy, som selv har det vanskeligt med en voldelig og utro ægtemand samt en uopklaret kold sag om en veninde, som forsvandt sporløst for år tilbage.

Utroskab er seriens kernetema. Ikke kun den seksuelle, men i høj grad også den psykologiske, hægtet op på mænds angst for følelser og arbejdskaldet som vigtigere end kærlighed.

Gone bliver aldrig dødspændende, men fastholder gennem alle seks afsnit sin fascinationskraft som et signalement i krimiserieform af mænds identitet og karaktermaske.

Det er såre engelsk, fordi mandeidealet, som også historiens drenge bliver opdraget til, er, at mænd skal holde sig til strikte regler, hvor følelser enten er bandlyste eller forstyrrende.

Mordets mistænkte er få, men i sidste og sjette afsnit åbnes der op for en uventet løsning af gåden om, hvem der myrdede rektors kone.

Ud over det socialpsykologiske aspekt er seriens force David Morrissey som den hermetisk tillukkede rektor, hvis karakterpanser krakelerer til sidst.

Cool og koket er Eve Myles som politikvinden, der kan noget med at få mænd til at komme ud af deres østersskal. Jennifer Macbeth er tough realistisk som hendes hjerteveninde og kollega på stationen.

Men i det hele taget er de britiske skuespillere uovertrufne til at spille røven ud af buksen i alle hoved- og biroller. Og så er serien smuk med skoven som gennemgående billede, symbolsk set fra oven som både det gådefulde i menneskets lod og menneskets naturlige dårskab.

Kort sagt: følelsers vildveje, ofte mere klodsede end kløgtige.

Gone er til tider lang i spyttet og kan opleves, som om selveste Strindberg havde skrevet en politikrimi. Det handler om kønnenes kamp, hvor især karlfolket med dets krasbørstige selvforståelse som omverdenens beherskere står for skud.

Den traditionelle krimifan, som elsker hurtige biljagter, skuddueller og krydsforhør på grænsen til tortur i et labyrintisk plot, vil blive skuffet.

Det forhindrer dog ikke, at Gone er en nyskabelse inden for en krimigenre, som alt for ofte træder vande i egne fortærskede klichéer. Serien synes oplagt for dem, der skyr krimiserien, fordi politibilen altid kører ad den slagne landevej.