Festivalens bedste film vinder sidekonkurrence

I mandags satte jeg mig ind i biografmørket for at se østrigske Sandra Wollners Everytime. En teenagepige dør uden forklaring, og filmen handler om de efterladtes forsøg på at forstå det uforståelige: chokket og sorgen hos moren, lillesøsteren og kæresten. 

Jeg gik dog allerede efter en halv time for at skrive artikler til hjemmesiden. Men i dagene efter blev billeder fra filmen ved med at dukke op på min nethinde.

Nemlig pigen på toppen af et højhus en tidlig morgen efter en fest. Verden ligger stille omkring hende. Hun står i det blågrå lys og nyder solen bryde frem, mens kæresten sover ved siden af. Hun taler om, at hele byen sover.

Og så – uden varsel, uden dramatik, blot i et brutalt roligt totalbillede – hendes krop i frit fald. Et øjeblik, der både er uafrysteligt smukt og ubærligt skræmmende. 

Mystik og magi
Derfor besluttede jeg mig for at se filmen igen – denne gang til ende – og jeg blev ikke skuffet. Sandra Wollner undgår enhver letkøbt kliché og balancerer fintmærkende mellem hverdagens banalitet og de altopslugende følelser, herunder en snigende skyldfølelse.

Sammen med fotografen Gregory Oke (Aftersun) skaber Sandra Wollner billeder, der næsten bærer sorgen i sig selv. Det bliver særligt tydeligt, da moren tager datteren og den afdøde piges kæreste med på den ferie til Tenerife, som Jessie selv skulle have været med på – men aldrig nåede at opleve.

Det tilfører filmen en næsten spirituel kvalitet, og slutningen har rumsteret i mig lige siden. Det er den slags oplevelser, man håber at finde i Cannes, men som hovedkonkurrencen i år ikke for alvor har leveret.

Jeg tøver ikke med at kalde Everytime festivalens stærkeste film. Og her til aften blev den da også belønnet i sidekonkurrencen Un Certain Regard, der især retter sig mod nye og yngre instruktører. Havde filmen været udtaget til hovedkonkurrencen, kunne Sandra Wollner meget vel være løbet med Guldpalmen.

Club Kid forbigået
I et år, hvor hovedkonkurrencen har fremstået svag, har Un Certain Regard til gengæld trådt tydeligt i karakter med en række stærke film.

Det gælder ikke mindst Jordan Firstmans rørende far-søn-drama Club Kid, der blev mødt med tordnende applaus, Manuela Martellis The Meltdown – et psykologisk-politisk studie af en ung skiløber, der forsvinder sporløst i Chile – samt Jane Schoenbruns skamløst underholdende splatter-sex-komedie Teenage Sex and Death at Camp Miasma.

Alligevel fandt ingen af disse titler vej til prislisten.

I stedet valgte juryen, med skuespilleren Leïla Bekhti (Profeten) i spidsen, at lade anerkendelsen gå til andre film i programmet. Abinash Bikram Shahs nepalesiske transdrama Les Élephants dans la brume modtog juryprisen, mens Louis Clichys håndmalede animationsfilm Le corset fik specialprisen.

Prisen for bedste kvindelige skuespil gik til den stærke trio i Valentina Maurels ensemblefamiliedrama Forever Your Maternal Animal, der udspiller sig i Costa Rica, mens Bradley Fiomona Dembeasset blev hædret for bedste mandlige hovedrolle i det afrikanske drama Congo Boy.